BLOGGEN
HER FINDER DU KOMMENTARER, INDLÆG, BEGIVENHEDER OG SENESTE NYT FRA PROJEKT UDENFOR
Ny kortlægning: Antallet af hjemløse borgere i Danmark er stagneret
Hvert andet år i uge seks udfører VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd en kortlægning af hjemløsheden i Danmark. Det er en omfattende, fælles dokumentationsindsats, hvor kommuner, herberger og sociale tilbud fra hele landet udfylder personskemaer med og om de hjemløse borgere, de kender til. Med skemaerne i hånden viser VIVE den demografiske og sociale profil blandt borgere i hjemløshed, og tegner et vigtigt billede af omfanget, karakteren og udviklingen af hjemløshed i Danmark – et vigtigt redskab for alle aktører på området, der gør det muligt for os at holde øje med et alvorligt socialt problem og råbe vagt i gevær.
Den nyeste kortlægning viser, at 6.028 personer levede i hjemløshed i uge seks 2026. Det er stort set uændret fra sidste tælling i 2024, hvor antallet var 5.989. Der er en smule variation i, hvordan hjemløsheden er fordelt på landsplan (der er fx en stigning i Odense og København, og et fald i Aarhus, Horsens og Aalborg), ligesom der er sket et lille fald i antallet af personer i gadehjemløshed (fra 503 til 482), og en stigning af personer, der er på herberg (fra 2.721 til 2.910).
Nogle af de mest skuffende, og alligevel de måske mest forventelige, tal er, at det stadig er halvdelen af alle gadesovere, der lever i langvarig hjemløshed (mere end 2 år). At det stadig er langt de fleste af dem, som kæmper med psykisk sygdom (hele 75%). Og at det stadig er et fåtal af dem (13%), som modtager psykiatrisk behandling, og som dermed får den støtte, de har behov for.
Der er, med andre ord, status quo for de mennesker i vores samfund, som er i nogle af de mest udsatte situationer.
GODE AMBITIONER – NU SKAL DE REALISERES
VIVEs kortlægning for 2026 er nummer 2 i rækken efter indførslen af hjemløsereformen i 2023. Reformens ambition er at reducere antallet af borgere, der oplever hjemløshed markant og helt afskaffe langvarig hjemløshed. Et centralt greb er en national implementering af Housing First.
Med reformen anerkender man politisk, at et ophold på et herberg ikke er en løsning på hjemløshed. En indsats må derfor ikke parkere hjemløse borgere og stoppe der. I stedet skal der betalbare boliger og den rette sociale støtte til for at hjælpe folk helt ud af hjemløshed, og det langt hurtigere, end hvad der er tilfældet i dag.
Det er en anerkendelse, vi er begejstrede for i Projekt Udenfor.
Flere af de mennesker, vi arbejder med, har nemlig valgt herberget fra eller kan ikke opholde sig der, fordi de har brug for andre rammer, end hvad der ofte er på et herberg: Herberger kan være psykisk belastende på grund af uro, indskrænkning af selvbestemmelse og det forhold, at beboere med forskellige, komplekse og alvorlige problematikker lever tæt sammen side om side med begrænset mulighed for privatliv. Et herbergsophold kan derfor for nogle af vores brugere lægge til en i forvejen nedslidende hjemløshedssituation – særligt i betragtning af, at de fleste kæmper med ubehandlet psykisk sygdom.
Derfor er det positivt, at reformen har sørget for, at der er et økonomisk incitament for kommunerne til at hjælpe folk hurtigere fra herberg over i egen bolig, ligesom det er positivt, at man fra politisk side lyttede til vores kritik, formuleret som ”Den glemte halvdel”, da vi påpegede, at refusionen til kommunerne skulle gælde alle hjemløse borgere, uanset om de kom fra et herberg, direkte fra gaden, fra en hospitalsindlæggelse eller fra nogens sofa. Ingen bør behøve at runde et herberg før, de tilbydes en bolig og hjælpes helt ud af hjemløshed.
Alligevel er der for nu status quo i tallene på hjemløshedsområdet – ikke mindst for dem, vi ser og arbejder med hver dag på gaden i København. Dem, der lever socialt isoleret, har gjort det længe og som kæmper med psykisk sygdom, blandt mange andre sociale og helbredsmæssige problematikker.
Årsagen er blandt andet, at aftaler og initiativer ikke er fulgt til dørs endnu af vores nationalpolitikere (Vi venter fx stadig på, at udvidelsen af refusionsordningen bliver forhandlet på plads), at reformen ikke er ude at virke i hele landet og for alle hjemløse borgere, og at hjælpen stadigvæk ikke når ud til dem, der har allermest brug for den. Samtidig er adgang til psykiatrien for hjemløse borgere ikke nævnt i reformen, selvom psykisk sygdom i VIVEs kortlægning er den hyppigst angivne årsag til folks hjemløshed, og at det er de færreste, der får behandling.
NÅ DEM LÆNGST VÆK FRA HJÆLPEN NU
Vi og andre hjemløshedsorganisationer har store forhåbninger til reformen, som søger at tage fat om roden ved nogle af de strukturelle barrierer, der tidligere har gjort det svært at implementere Housing First i Danmark: Tilvejebringelse af betalbare boliger, omlægning af den statslige refusionsordning, så kommunerne har et økonomisk incitament for at hjælpe folk helt ud af hjemløshed, og en ny bostøtteparagraf i Serviceloven, som skal understøtte brug af Housing First-tilgangens specialiserede bostøttemetoder.
Men hvis reformen skal nå ud til alle hjemløse borgere og for alvor gøre op med langvarig hjemløshed, skal der måske nye greb til.
Den gruppe af mennesker i gadehjemløshed, Projekt Udenfor søger at støtte gennem bl.a. omsorg, skadesreduktion og brobygning til det officielle hjælpesystem, har sporadisk eller ingen kontakt til myndigheder og andre hjemløshedstilbud. De har ofte komplekse støttebehov og i mange tilfælde mistet tillid til systemet. For at nå dem, som måske har længst vej ud af hjemløshed, og sikre, at også de får gavn af reformen, bør kommunerne derfor afsætte tid og ressourcer af til en opsøgende indsats med sagsbehandling og social støtte for denne gruppe – fx i særlige enheder, der har rammerne til at arbejde med dem. Det kan tage tid at genetablere tillid i relationen til et menneske med mange svigt i bagagen. Derfor skal indsatsen være fleksibel, tålmodig, handle på det, personen selv giver udtryk for er deres behov her-og-nu, og tilbyde HF-indsatsen, når vedkommende selv vurderer, de er klar til det.
Dem, der alt for ofte placeres bagerst i køen, skal foran. Det er på tide at ændre den status quo, VIVEs kortlægninger hver andet år viser, hersker for personer i gadehjemløshed. Det skal incitamentstrukturen understøtte, kommunerne gribe og politikerne holde øje med sker de næste år.
Og så skal reformen, der omsættes ude i kommunerne, tænkes sammen med 10-årsplanen for psykiatrien. Heri afsættes der vigtige midler af til opsøgende psykiatrisk støtte. Det er generelt nødvendigt med forbedret adgang til psykiatrisk udredning og behandling for hjemløse borgere. Vi håber, vi snart kan mærke en mere tilgængelig psykiatri for vores målgruppe, end vi har hidtil.
Endelig tager strategien ikke højde for situationen for EU-borgere, der lever i hjemløshed i Danmark.
På trods af en stram udlændingelovgivning og en stadig mere fjendtlig tilgang over for udenlandske borgere i hjemløshed, som har kendetegnet dansk politik gennem de seneste femten år, er tilstedeværelsen af hjemløse EU-borgere i Danmark en realitet. Det vidner VIVEs tal også om, som særskilt i kortlægningen viser, hvor mange migranter uden fast ophold, der lever i hjemløshed (526 udenlandske borgere i 2026. En del flere, end ved de sidste to kortlægninger).
At realiserer ambitionerne i reformen er ikke en nem opgave at løfte. Det kræver en omlægning af, hvordan vi hidtil i samfundet har indrettet hjælpen til hjemløse borgere. Men sådan er det ofte med det, der også har størst betydning for vores samfund. Vi tror på, at reformens ambitioner kan blive til virkelighed. Hvis vi da tør at indrette hjælpen efter det, der giver mening for mennesker, der lever i hjemløshed, i stedet for endnu engang at kræve, at de tilpasser sig hjælpesystemets til tider rigide rammer.