Ny rapport: Hjemløse EU-borgere bliver mødt af et ringere, parallelt velfærdssystem

På baggrund af interviews med fagpersoner, frivillige medarbejdere, et litteraturstudie og en gennemgang af offentlige dokumenter kaster rapporten et kritisk blik på vilkårene for de tilbud, som møder og assisterer hjemløse EU-borgere, og på de konsekvenser, det har for den hjælp, de kan tilbyde målgruppen.

”Fagpersonerne giver udtryk for en faglig stolthed over at udføre en vigtig samfundsopgave, men flere beskriver også følelsen af et kvælende ansvar og magtesløshed” fortæller Anne-Sofie om de samtaler, hende og Per har haft i løbet af det seneste år.

”De er bl.a. vidne til alvorlige helbredstilstande blandt målgruppen, og sundhedspersonale kan ofte kun stabilisere dem eller lindre deres smerter, da mange af EU-borgerne ikke har et CPR-nummer og derfor kun har ret til akut sundhedsbehandling”.

”Blandt fagpersoner i sundhedstilbud hører vi, at mange hjemløse EU-borgere er såkaldte ’gengangere’. De udskrives til gaden, inden de er færdigbehandlede, og derfor bliver de hurtigt indlagt igen, når tilstanden uundgåeligt forværres. Det er helt urimeligt”, fortsætter Per.

Undersøgelsen tydeliggør, at stat og kommune i høj grad overlader opgaven med at hjælpe de nødstedte EU-borgere til de enkelte sociale og sundhedsfaglige tilbud, uden koordinering fra centralt hold, klare retningslinjer eller en tilstrækkelig økonomi til at løse opgaven.

Det skaber dårlige arbejdsforhold for de engagerede medarbejdere, der ofte kun kan tilbyde en begrænset form for hjælp, og i mange tilfælde må være fleksible, bede samarbejdspartnere og kollegaer om at gøre undtagelser eller gå til kanten af loven for at hjælpe overhovedet.

Og det er ikke uden konsekvenser, viser rapporten:

”Når medarbejderne gør det, opretholder de uforvarende et system, der gør deres tilbud til en del af et uformelt sikkerhedsnet, som undtagelsesvist yder et minimum af hjælp, så det i det mindste ikke ender helt galt, når vi som samfund ekskluderer særlige grupper fra det etablerede velfærdssystem”, fortæller Anne-Sofie, og Per supplerer:

”I bund og grund mener vi, at det er mangel på politisk ansvarstagen, der er roden til problemet. Danske politikeres tilgang til hjemløse EU-medborgere er med til at fastholde dem i de uværdige situationer, som fagpersonerne forsøger at afhjælpe. På den måde fanges både medarbejdere og hjemløs EU-borger i en negativ spiral”.

Rapporten beskriver, hvordan politisk modvilje og stærk signalering vedrørende hjælp til fattige og marginaliserede EU-borgere har skabt et udpræget fokus på opholdsgrundlag, og nogle social- og sundhedsarbejdere ender med at agere grænsevagter. I stedet for alene at vurdere behovet for overnatning, mad, omsorg, støtte eller behandling, føler de sig nødsaget til at vurdere, om personen har et lovligt ophold i landet.

Ingen er tjent med den nuværende model. Det er uretfærdigt, at mennesker ramt af hjemløshed ikke har adgang til tilstrækkelig hjælp fra det etablerede velfærdssystem. Og det er uretfærdigt, at det er personale i hjælpetilbud, der skal nægte dem adgang. Derfor ønsker rapportens forfattere, at både politikere og fagpersoner på området læser med:

”Rapportens enkeltdele vil formentlig ikke overraske vores samarbejdspartnere og andre fagfolk med indblik i situationen for hjemløse EU-borgere i Danmark. Læst samlet tydeliggør den dog den politiske tilgang til målgruppen, og hvilken uværdig og uholdbar situation det skaber for praksis. Vi håber derfor, at rapporten kan skabe opmærksomhed på det parallelle velfærdssystem og blive en trædesten til et fælles opråb mod arbejdets vilkår. Alt sammen så vi kan gøre op med den utilstrækkelige hjælp, vi tilbyder de hjemløse EU-borgere.”

Læs og download rapporten her ↓↓