BLOGGEN

PÅ BLOGGEN FINDER DU KOMMENTARER, INDLÆG, BEGIVENHEDER OG SENESTE NYT FRA PROJEKT UDENFOR

Man gjorde dem uret – Preben Brandt forlader projekt UDENFOR

Preben Brandt forlader projekt UDENFOR. En organisation, der beskæftiger sig med samfundets absolut udstødte, som han grundlagde, fordi han ikke kunne lade være – en hjertesag. Et projekt med skæve vinkler for at nå skæve eksistenser og drevet af et ønske om at handle i mødet med lidelse og uret. Vi har bedt ham fortælle, hvordan det hele begyndte.

Det var et opkald fra en fortvivlet mor, der for 30 år siden første gang fik Preben Brandt på gaden. Hendes 25-årige og angiveligt psykisk syge søn havde forladt hjemmet og levede på gaden. Men hvor end hun havde henvendt sig i det offentlige hjælpesystem, havde hun mødt en lukket dør; ingen ville eller kunne tage ud og finde ham. Nu bad hun Preben gøre det, og han indvilligede.

“Det jeg ville var at lytte: Hvad var det egentlig, de gerne ville?”
Preben Brandt, stifter af projekt UDENFOR
IMG_6456bw-web

”Jeg havde aldrig tænkt tanken, altså det må jeg indrømme, jeg havde aldrig skænket det en tanke at gå ud, selvom jeg godt vidste, at der var nogen, der sov derude.”

 

Vi skruer tiden tilbage til København i 1989. Preben Brandt, som i en årrække havde arbejdet med hjemløse mennesker på herberg, var ansat som psykiater på den store, gamle hjemløseinstitution Sundholm. Herberget var, dengang som i dag, et sted, hvor mennesker ramt af hjemløshed kom og havde korte eller længerevarende ophold. Og når man talte om hjemløse, talte man alene om dem, som var på herbergerne. Myndighederne og de ansatte på hjemløseinstitutionerne vidste, at der var mennesker, som levede på gaden uden for herbergerne, men de blev overladt til sig selv. De måtte søge hjælp, hvis de ønskede den. Preben arbejdede således med de hjemløse inden for herbergets fire vægge. Lige indtil den dag, opkaldet kom.

Udstyret med et fotografi gik han på gaden for at finde og opsøge kvindens søn. Det var en grænseoverskridende opgave uden hjemløseinstitutionens faste og bekvemme rammer, roller og procedurer, og i øjeblikke fortrød Preben bitterligt, at han havde taget opgaven på sig. Men tid, tålmodighed og vedholdenhed resulterede i, at han fandt og siden fik kontakt til manden.

Han viste sig at være svært psykisk syg, og han sagde ikke ét eneste ord til Preben under de første møder. Måneder senere begyndte de to at have faste aftaler. Den unge mand endte med at flytte ind på pensionatet på Sundholm, fik siden en bolig og kom i kontakt med psykiatrien. For Preben havde det været en øjenåbnende oplevelse, og han var blevet ’bidt’ af at gå på gaden:

 

”Jeg indså, at jeg fandt en stærk tilfredshed forbundet med at gå ud og møde mennesker, som ingen havde tænkt på kunne have brug for hjælp, og hvor jeg rent faktisk kunne gøre en forskel.”

 

I årene der kom, brugte han sine ledige aftenstunder på at lave opsøgende arbejde på gaden. Især Københavns Hovedbanegård og kvarterene omkring udgjorde i starten bagtæppet for hans sene ekspeditioner. Det var et sted, hvor mange psykisk syge mennesker kom og opholdt sig for at få læ og for at se andre mennesker – nogle for at lytte til højtalerne, som de mente talte til dem. Preben fokuserede på dem, som var mest afvisende for kontakt eller som ikke troede på, at der var nogen, som ville give dem noget som helst.

Københavns Kommune afviste at lade Preben udføre den opsøgende indsats som en del af det arbejde, han var ansat til, og han måtte derfor gøre det uden for arbejdstiden. Det skabte et professionelt vakuum uden faglig sparring eller støtte fra kollegaer, og det bød ham at gå yderst systematisk til værks, når han gik på gaden, ved at beskrive, hvad han observerede og ved at stille sig selv spørgsmål:

 

”Hvordan kommer man i kontakt med et menneske, som i den grad er afvisende? Jeg ville både gerne i kontakt med dem men også respektere, at jeg ikke skulle komme med en eller anden letkøbt løsning. Hverken indlæggelse på hospital, medicin eller den slags. Det jeg ville var at lytte: Hvad var det egentlig, de gerne ville?”

 

Udover bestræbelserne på først og fremmest at lytte, omhandlede en anden vigtig metodisk overvejelse det ’at tvivle’. I mødet med og relationen til et menneske på gaden, der var blevet opgivet af samfundet, oplevede Preben undertiden at holde vedkommendes skæbne i sine hænder. Og her var tvivlen vigtig, for han kunne ikke vide, hvad der skete inde i det andet menneske. Det lå, dengang som nu, i tiden, at man let kunne føle sig ukvalificeret, hvis ikke man traf en beslutning hurtigt; man skulle være effektiv.

Udenlandske Hjemløse i København

Men det opsøgende gadeplansarbejde handlede ikke om effektivitet eller resultater. Preben var ikke optaget af at gøre nytte i samfundet, men af at gøre ’det gode’ for det konkrete individ.

For Preben var det afgørende at se og møde samfundets udstødte med respekt. Og den tilgang skinner klart igennem, når han i dag småleende og lunt beretter om de samtaler, morsomheder og mundhuggerier, som fandt sted i disse møder og sociale samvær.

Men vi kan og må ikke forveksle de vidunderlige og finurlige stunder med en attraktivlivssituation, understreger han. De mennesker, han lærte at kende, levede en rå virkelighed; forpint af psykisk sygdom og med begrænsede muligheder for at tage sig af sult, kulde, udmattelse, frygt, sygdom – og en krop, der led deraf.

“Min opfattelse var, at man gjorde dem uret. De fik ikke det, de behøvede. Der var ikke nogen interesse for dem”.
Preben Brandt, stifter af projekt UDENFOR
PU-tegning-skål-ske-2-660x498

Her fandt Preben drivkraften til arbejdet: i lidelsen. Det var lidelsen og den krænkelse af basale rettigheder, at samfundet bare lod stå til, som han ville gøre noget ved:

 

”Min opfattelse var, at man gjorde dem uret. De fik ikke det, de behøvede. Der var ikke nogen interesse for dem. De fik ikke den behandling, de havde brug for. De fik heller ikke noget sted at bo. Der kom ikke nogen og talte med dem. De var sat helt uden for samfundet.”

 

Kampen mod lidelse og uret, koblet med et ønske om at gøre ’det gode’, dannede det ideologiske grundlag for Preben Brandts foretagende, der resulterede i, at han i 1996 sagde stillingen op som socialoverlæge ved Sundholm i Københavns Kommune. I løbet af det næste år skabte han forudsætningerne for og endelig: NGO’en projekt UDENFOR.

Det, der startede som en frivillig ildsjæls ideer og praksis, ligger i dag til grund for en veletableret organisation med et stærkt værdisæt og kultur. For organisationens medarbejdere gennem tidens løb er det ikke svært at genkende Prebens initiale udfordringer og betragtninger i projektets nuværende form. Preben mener selv, at han har været så optaget af hans måde at se tingene på, at han har insisteret stædigt på den tilgang hele vejen igennem. Derfor er det svært at forlade projekt UDENFOR:

 

”Der må godt ske fornyelser, men grundideen håber jeg bliver ført videre.”

 

I dag, hvor der er mange aktører på hjemløseområdet og flere, som laver gadeplansarbejde, består projekt UDENFORs eksistensberettigelse i måden at arbejde og debattere på: At organisationen tør være i opposition til ’etablissementet’ eller det, man gør almindeligvis.

Derfor håber Preben Brandt, at projekt UDENFOR ikke kun bliver udenfor på gaden og møder og lytter til dem, projektet handler om, men at organisationen fortsat også tør være uden for ’det gængse’ og gøre tingene anderledes samt påtage sig at føre en kritisk debat.

Vil du holde dig opdateret på, hvad der sker her på bloggen? Så kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev her.