BLOGGEN
HER FINDER DU KOMMENTARER, INDLÆG, BEGIVENHEDER OG SENESTE NYT FRA PROJEKT UDENFOR
LYT, SPIS SPØRG D. 15. AUGUST: LGBT+ Personer i hjemløshed
Det koster 30 kr. at deltage, som dækker udgifterne til dit måltid. Tilmeld dig LYT, SPIS, SPØRG her eller nederst på siden.
Vil du vide mere om LGBT+ personer i hjemløshed, og de vilkår de møder i og gennem hjemløsheden?
Så kom med til LYT, SPIS, SPØRG, hvor to gadeplansmedarbejdere fra Projekt LGBT+ Hjemløshed deler deres erfaringer, og sætter spot på nogle af de forhold, hjemløse LGBT+ personer oplever, når de skal have hjælp til deres situation.
Det sker den 15. august fra kl. 16.30-18.30 på Projekt Udenfors kontor på Ravnsborggade 2-4 på Nørrebro.
Til LYT, SPIS, SPØRG kombinerer vi et fagligt oplæg med et måltid mad fra Den Mobile Café. Denne aften serverer vi:
≈ Butterbeans med brændt rød peber, zucchini og hvidløgsbrød med en blandet grøn salat med vinaigrette ≈
Både internationale og danske undersøgelser peger på, at der kan være store sociale problemer forbundet med at være en del af en seksuel og/eller kønsminoritet. Forhold, der også kan kædes sammen med risikoen for at opleve hjemløshed.
I vores egen rapport, “Fremmedgjort – En kvalitativ undersøgelse af LGBT+ personers erfaringer med hjemløshed” så vi, at størstedelen af informanterne havde oplevet udstødelse i familien og det omgivende samfund, og at det havde alvorlige konsekvenser for deres selvbillede og psykiske helbred. Både før hjemløsheden indtraf, og mens den stod på.
Siden maj 2023 har Projekt Udenfor drevet et 3-årigt projekt, der ved at skabe et trygt og inkluderende tilbud for målgruppen i København og udvikle undervisningsmateriale til fagpersoner på hjemløsetilbud i hele landet, skal være med til at forbedre hjælpen til LGBT+ personer i Danmark, der oplever hjemløshed.
TILMELDING
Det koster 30 kr. at deltage til LYT, SPIS, SPØRG, som dækker udgifterne til dit måltid.
→ Tilmeld dig i formularen herunder, eller i fanen her.
Projekt LGBT+ Hjemløshed er finansieret af VELUX FONDEN.