Et regnbueflag i vinduet er ikke nok

Manglende viden og tovejstabu
I vores opsøgende gadeplansarbejde er vi i kontakt med queerpersoner i hjemløshed, som oplever, at deres LGBT+ identitet ikke aner­kendes eller respekteres, og at det kommer til at stå i vejen for den hjælp og støtte, de har behov for og ret til. Vores samtaler med både hjemløse LGBT+ personer og fagpersonale på hjemløsetilbud i hele landet tegner et billede af, at dette langt henad vejen bunder i manglende viden hos de fagprofessionelle.

Fx synes der generelt at være kendskab til LGBT+ akronymet blandt de sociale tilbud, vi har været i kontakt med som led i arbejdet i ‘Projekt LGBT+ Hjemløshed’, men vi noterer os ofte en manglende indsigt i de forskellige identiteter og erfaringer, som akronymet dæk­ker over. Det er en potentiel kilde til usikker­hed og miskommunikation i relationen mellem socialarbejderen og personen, der har brug for hjælp til sin hjemløshedssituation.

Dels har vi set, hvordan det kan føre til ned­værdigende sprog og handlinger over for queerpersoner, der kommer i sociale tilbud. Dels har vi set, hvordan det kan føre til et gensidigt “tovejstabu”, hvor hverken queerper­sonen eller socialarbejderen i tilbuddet tør tale om forhold relateret til seksualitet og kønsiden­titet eller antager, at den anden part ikke vil. På den måde fastholder de hinanden i undvigelse af tematikker, som kan være relevante at for­holde sig til for at forstå brugerens situation.

Det er socialarbejderes ansvar at skabe ram­merne for, at de mennesker, de arbejder med, føler sig trygge ved at være sig selv – at op­søge nødvendig viden og bryde med uhen­sigtsmæssig tvivl, tavshed eller tabu. Hvis vi som fagpersoner ikke tager ansvar for det mellemmenneskelige møde med vores mål­gruppe, ender det med at gå ud over den mest udsatte part.

Opmærksomhed på minoritetspositionen
Alt arbejde med mennesker i hjemløshed kræver evnen og metoder til at sætte sig ind i den enkeltes individuelle behov og ønsker. Det handler om at ville lære mennesket over for at kende, opbygge tillid og skabe tryghed, for på den baggrund at forsøge at hjælpe ved­kommende videre. I arbejdet med hjemløse queerpersoner er det afgørende at have blik for LGBT+ identiteten, ikke kun hjemløsheden, fordi minoritetspositioner kan have væsentlig betydning for personers erfaringer i og med hjemløshed. Kun sådan kan den hjælp, der bliver tilbudt LGBT+ personer, tage afsæt i den enkeltes livsverden – og i ligebe handling over for mennesker i hjemløshed.

T’et som alle og ingen taler om
Det er langt henad vejen det fjerde bogstav i LGBT+ akronymet, T’et, der tabuiseres, sætter sind i kog, og fordrer ændringer i sprog, kultur og indretning.

Det er samtidig (og som følge heraf) personer på transspektret, der i særlig grad er udsat for stigmatisering og ulige adgang til hjælp. Insti­tut for Menneskerettigheders ‘LGBT+ barome­ter’ viser fx, at to ud af tre transpersoner har oplevet at blive forskels behandlet på grund af deres køn, seksuelle orientering eller udseende, sammenlignet med én ud af ti homoseksuelle mænd. Ser vi på de hjemløse LGBT+ perso­ner, vi har været i kontakt med, siden vi i 2021 begyndte at arbejde med og for målgruppen, udgør transpersoner og nonbinære også majo­riteten.

Vi har erfaret, at T’et kan være behæftet med personlige ‘synsninger’, antagelser og berø­ringsangst i sådan en grad, at det kommer til at modarbejde et socialfagligt mål om at styrke den udsatte persons muligheder. Og så er vi til­bage ved pointerne fra afsnittene ovenfor: Godt socialt arbejde kræver evne og vilje til at sætte sig i den andens, frem for sit eget, sted.

I projektet har vi desuden set, hvordan nonbi­nære og transpersoner risikerer at slå sig på, at regler, rammer og procedurer i samfundets hjælpeinstitutioner tager udgangspunkt i heteronormative mand/kvinde strukturer, der forringer udbuddet af muligheder og adgang til basale rettigheder. Så længe der hersker en en­tydig binær kønsforståelse i hjemløsesektoren, bliver det svært at sikre hjemløse transpersoner og nonbinæres ret til ligebehandling.