BLOGGEN
HER FINDER DU KOMMENTARER, INDLÆG, BEGIVENHEDER OG SENESTE NYT FRA PROJEKT UDENFOR
Ingen skal overlades alene
Artiklen er fra Projekt Udenfors årsberetning 2025 “Forbundet: Hjemløshed i sammenhæng“.
Det kræver ofte en håndholdt indsats, når Projekt Udenfors gadeplansmedarbejdere forsøger at bygge bro til velfærdssystemet for vores kernemålgruppe: mennesker, der lever isoleret på gaden med psykisk sygdom. Med 10-årsplanen for psykiatrien lægger regeringen op til, at den opsøgende socialpsykiatriske indsats skal styrkes markant. Det er et afgørende greb, hvis psykiatrien skal kunne oprette forbindelse til og hjælpe mennesker i langvarig gadehjemløshed, som i mange tilfælde lever med ubehandlet psykisk sygdom.
På en regnvejrsdag i november sidder en ung mand foroverbøjet på en bænk ved en kiosk. Hans ansigt er vejrbidt, han har en flaskeøl i den venstre hånd og en cigaret i den højre. Foran ham ligger hans ejendele i poser. Han har en tynd sommerjakke på og udtrådte sko.
Manden har levet på gaden i flere år. En gang imellem udviser han en adfærd, der vækker opsigt og bekymring hos hans omgivelser. Til tider bliver han indlagt akut i psykiatrien, men selv om der ved hver indlæggelse er tegn på forbedring, forværres hans helbred hurtigt igen, når han udskrives til gaden på ny. Manden er statsborger i et andet EU-land og har ikke et dansk cpr-nummer. Derfor er der ikke et hjælpesystem, som følger op efter hans indlæggelse. Ingen fortsat sundhedsbehandling eller social indsats for at hjælpe ham i egen bolig eller botilbud. Han overlever bl.a. med støtte fra forskellige hjemløseorganisationer – heriblandt Projekt Udenfor – der, for nu, ikke kan gøre meget andet for ham end at skadesreducere.
Hver dag er Projekt Udenfors gadeplansmedarbejdere vidne til uværdige levevilkår som disse. Situationer, hvor mennesker, der kæmper med psykisk sygdom, og ofte meget andet, overlades til sig selv på gaden.
Tilfældene og de menneskelige skæbner varierer, og der er fx stor forskel på, hvordan psykisk sygdom giver sig til udtryk. Gadeplansmedarbejderne hverken skal eller har fagligheden til at diagnosticere psykiske lidelser. Men i deres daglige arbejde, hvor de opsøger, tager kontakt og opbygger relationer til mennesker, der er udstødt til gadehjemløshed, tilegner de sig en erfaringsbaseret viden om adfærd, der kan være tegn på psykisk sygdom.
Det kan fx være voldsomme bevægelser, en aggressiv fremtoning eller et udseende, der vækker opmærksomhed og bekymring hos medborgere såvel som hos gadeplansmedarbejdere: personer, der taler med nogen eller noget, vi andre ikke kan se, eller råber ud i luften og som syner nedslidte.
Det kan også være en aparte adfærd, der stikker ud i gadebilledet, men som ikke nødvendigvis er udfarende eller virker “akut”: hvor tøj og handlinger afviger fra normen, og hvor personen ikke lader til at tage sig af omverdenens blik på dem, selv når de gør ting i det offentlig rum, der for andre virker mærkværdige.
Andre igen har en mere indadvendt adfærd: De isolerer sig selv socialt, og nogen lykkes med at passe på sig selv og deres ydre. De kan gå længe under radaren indtil den dag, hvor tiden på gaden har tæret på dem i sådan en grad, at de ikke længere er i stand til at opretholde deres overlevelsesstrategier.
Sådan var det f.eks. for “Peter”, som i 20 år levede socialt isoleret og, langt det meste af tiden, i gadehjemløshed. Han var kendt af Projekt Udenfors gadeplansmedarbejdere i mange år, og de havde et utal af gange forsøgt at etablere kontakt til ham uden held – han afviste kontaktforsøgene og de mange praktiske fornødenheder, som de tilbød ham.
Ubehandlet psykisk sygdom kan fastholde mennesker i hjemløshed i årevis, og for nogle er den roden til en kontaktafvisende adfærd og den sociale isolation, der følger. I Peters tilfælde var den lange periode, han havde levet på gaden i sig selv en mulig indikation på psykisk sygdom.
Så hvorfor greb vi ikke ind med mere drastiske metoder for at hjælpe Peter væk fra gaden?
I vores gadeplansindsats må vi hele tiden vægte respekten for det enkelte menneskes ret til at vælge livsform og forpligtelsen til at handle på uværdige og livstruende levesituationer.
En dag i 2024 responderede Peter på en gadeplansmedarbejders kontaktforsøg. Gennem korte besøg og møder af først 5, så 10, så 20 minutters varighed, opbyggede gadeplansmedarbejderen over flere måneder en relation til ham. De små sociale stunder blev til timelange samtaler, og en januardag i 2025 tog han for første gang imod vores tilbud om hjælp.
Han var løbet tør for penge og de vante overlevelsesstrategier, han havde benyttet sig af i årevis, var begyndt at blive vanskelige for ham. Han var blevet ældre, og var hæmmet af en krop, som havde lidt skade af et langt og hårdt liv på gaden. Han havde svært ved at passe på sig selv, hans tøj var blevet slidt og hullet, og han var utryg ved at bevæge sig rundt i byen. I samtalerne med Peter dannede gadeplansmedarbejderen sig også et billede af et menneske, som i mange år havde levet psykisk forpint.
Gadeplansmedarbejderen, som fik skabt en relation til Peter, inviterede det opsøgende psykiatriske gadeplansteam med på gaden for at finde ham og vurdere hans helbred. Peter bød for første gang kontakten til den del af systemet velkommen. Derfra gik det stærkt; Peter havde nu en lægetid, var blevet visiteret til et botilbud og kommunen arbejdede på, at han kunne få en overførselsindkomst. Efter 20 år på gaden var han nu, endelig, på vej indenfor.
Gennem relationsarbejde forsøger gadeplansmedarbejderne at bidrage til, at menneskelig kontakt føles okay igen for personer, der har levet socialt isoleret længe, og som ofte nærer mistillid til det etablerede hjælpesystem. Det kræver tid og fleksibilitet, men det er i sidste ende det, der baner vejen for, at de vil eller kan give udtryk for deres behov og ønsker.
Hvis det danske velfærdssystem skal kunne identificere og hjælpe dem, der lever på gaden, er kontaktafvisende, ikke benytter sig af tilbud, og som hverken har en synlig aparte eller udadreagerende adfærd, skal der være tid og ressourcer til at gøre sig de observationer, der skal til for at tegne et helhedsbillede af personens situation. Det har vi i Projekt Udenfor advokeret for længe, og heldigvis ser det ud til, at der nu tilføres ressourcer til området. Med 10-årsplanen for psykiatrien vil Regeringen styrke det opsøgende gadeplansarbejde i socialpsykiatrien, så udsatte borgere bliver hjulpet videre til de rette hjælpetilbud.
For ingen skal efterlades alene på gaden. Eller “udskrives til ingenting”, som det lød fra Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen i en pressemeddelelse, da regeringen, KL og Danske Regioner præsenterede udmøntningen af 10-årsplanen. Derfor vil man også styrke sammenhængen mellem den regionale behandlingspsykiatri og den kommunale socialpsykiatri og bl.a. skabe flere sociale akutpladser og etablere afklaringspladser efter indlæggelser.
Vi kunne ønske os, at den opmærksomhed på kontakt og sammenhængende hjælp gjaldt alle hjemløse og socialt udsatte borgere ramt af psykisk sygdom. Peter fik adgang til den støtte, han havde behov for, fordi Projekt Udenfor blev ved med at komme igen og stod klar det sekund, han ytrede et ønske om forandring, og fordi der var en langvarig og koordineret indsats tilgængelig for ham efterfølgende. For den unge mand i starten af denne artikel er situationen desværre en anden.