BLOGGEN
HER FINDER DU KOMMENTARER, INDLÆG, BEGIVENHEDER OG SENESTE NYT FRA PROJEKT UDENFOR
Queerkompetent socialt arbejde: Nyt værktøj ruster fagfolk i indsatsen mod hjemløshed
Et nyt undervisningsmateriale viser, hvordan vi som fagpersoner kan fremme ligebehandling og inklusion på vores tilbud, når vi skærper blikket for LGBT+ specifikke udfordringer og støttebehov.
Undervisningsmaterialet, som Projekt Udenfor lancerer i dag, bygger på en queerkompetent tilgang til socialt arbejde og skal sikre, at hjemløse LGBT+ personer får hjælp til deres situation på lige fod med andre hjemløse borgere.
Det henvender sig til alle, der i deres arbejde møder personer i hjemløshed, der bryder med normer for køn og seksualitet, og som ønsker at blive i bedre stand til at yde relevant støtte til målgruppen.
Undervisningsmaterialet bygger på viden og erfaringer fra Projekt LGBT+ Hjemløshed, som siden 2022 har søgt af afdække og imødegå de udstødende faktorer, der stiller LGBT+ personer i højrisiko for at opleve en række barrierer i vejen ud af hjemløshed. Frey og Yasmin, gadeplansmedarbejderne i projektet, fortæller:
”Trods et stærkt ønske om at støtte og møde målgruppen kompetent udtrykker både fagpersoner og LGBT+ personer, som vi har mødt i vores arbejde, at der mangler blik for deres specifikke oplevelser og situation ude i tilbuddene. Konsekvensen er, at gruppen i mange tilfælde bliver yderligere udstødt eller helt undgår at opsøge hjælp.”
”Med undervisningsmaterialet forsøger vi at synliggøre de problematikker, LGBT+ personer i hjemløshed oplever, og samtidig vise fagpersoner, hvordan de med helt konkrete tiltag, store som små, kan imødekomme målgruppen”.
Gennem 6 moduler præsenterer materialet viden, centrale begreber, konkrete greb og øvelser, som skal give fagpersoner (og kommende fagpersoner) et fundament at stå på i arbejdet med hjemløse LGBT+ personer. Undervisningsmaterialet er frit tilgængeligt og vil løbende opdateres med bl.a. et casekatalog og en erfaringsopsamling fra projektet.
Få adgang til materialet her.
Projekt LGBT+ Hjemløshed er støttet af VELUX FONDEN.
VELUX FONDEN er en almennyttig fond, der ønsker et demokratisk og bæredygtigt samfund på et oplyst og inkluderende grundlag.
![]()