BLOGGEN

HER FINDER DU KOMMENTARER, INDLÆG, BEGIVENHEDER OG SENESTE NYT FRA PROJEKT UDENFOR

“De sagde, at alle skulle tage hjem. Hvor er det for mig? Hvor går jeg hen?”

Beretning fra en gadeplansmedarbejder i Projekt Udenfor

Det gør indtryk at sidde på stationen med Rasmus den september aften. Han er bleg og tynd. Hans tøj er slidt; nogle steder så meget, at der er hul. Hans gummisko taler sit tydelige sprog. De har gået mange lange ture i København. Han har en sort kasket på, trukket godt ned over ansigtet, og tager ofte den ene hånd og trækker lidt i skyggen. Han sidder på hug på gulvet op ad den kolde væg ved indgangen til stationen med det sidste af en cigaret i hånden.

Mennesker går hurtigt forbi i alle retninger, mens Rasmus fortæller mig om oplevelser, som han, med sine 22 år, er alt for ung til at have oplevet. Jeg spørger, hvordan hans dag ser ud, nu hvor Corona er blevet en del af den.

 

”Da Corona brød ud var det kaotisk. Jeg sover i et telt i en park tæt på her, men dagtimerne bruger jeg på stationen. Der er skilte alle vegne omkring Corona, og de råber ting ud om det virkelig højt hele dagen og natten på stationerne. Man kan ikke flygte fra information om Corona. Den er der hele tiden. Det er deprimerende faktisk”.

 

Bekymringer om, hvor de skal opholde sig, hvor pengene skal komme fra, om sygdom og død har for de fleste altid fyldt og påvirket deres mentale helbred, men en ny og større usikkerhed har meldt sig. Det er følelsen af gyngende grund, og at stå ved siden af resten af samfundet, som tynger dem endnu mere i de her dage.
Gadeplansmedarbejder i Projekt Udenfor
PU-tegning-stol-kaffe-2-660x660
PU-tegning-stol-kaffe-1-660x660

Som gadeplansmedarbejder har jeg hørt mange forskellige beretninger om, hvad coronaen har betydet på gaden. Nogle af de mest udsatte gadesovere har slet ikke overskud til at forholde sig til en epidemi. For andre har virussen haft store efterspil. Nogle fortæller, at deres i forvejen få sociale kontaktflader er blevet til endnu færre. Og om oplevelsen af tomhed i de første dage, da automatreaktionen i flere hjemløsetilbud i København var at sende medarbejdere hjem og trykke pause, samtidig med at offentlige faciliteter med adgang til vand, varme, hvile og et toilet pludselig stod aflåste.

Rasmus fortæller mig om en hverdag fyldt med modløshed, usikkerhed, bølgegang og ensomhed. Corona har gjort en i forvejen sårbar situation endnu mere sårbar. Både for hans ophold på gaden og for hans måde at skaffe sig lidt penge på.

 

”Jeg samler flasker i togene for at få penge, så det går ikke lige så hårdt ud over mig som Hus Forbi sælgerne, men det tager mig meget længere tid at finde flasker nok siden Corona. Jeg bruger op til 2 timer på at samle nok til, at jeg har råd til en pakke cigaretter. Det kan godt være stressende. Jeg er også virkelig bange for at blive smidt ud af togene, for jeg har ikke råd til masker”.

 

Han retter igen på sin kasket. Tager et hvæs af sin cigaret, som giver et øjebliks sigende stilhed imellem os, alt imens højttalerne igen husker os på, at holde afstand og spritte af.

 

”Jeg kan huske, jeg så dronningen tale på skærmen på stationen den aften. Jeg var helt alene. De sagde, at alle skulle tage hjem og gå indenfor. At alle skulle blive hjemme, indenfor. Jeg tænkte: ’Hvor er det for mig? Hvor går jeg hen?’. Jeg var helt alene. Jeg var i chok mand”.

 

En hverdag efter Coronaens udbrud har ikke gjort det nemmere for Rasmus og resten af de mennesker, der lever og sover i det byrum, som den almene dansker kan forlade, når de tager hjem. Ensomhed og isolation er ikke nyt for dem, men det er de mange Coronatiltag. Bekymringer om, hvor de skal opholde sig, hvor pengene skal komme fra, om sygdom og død har for de fleste altid fyldt og påvirket deres mentale helbred, men en ny og større usikkerhed har meldt sig. Det er følelsen af gyngende grund, og at stå ved siden af resten af samfundet, som tynger dem endnu mere i de her dage.

Inden jeg rejser mig fra det kolde betongulv og går fra Rasmus, spørger han, om jeg har noget håndsprit. Han fortæller, at han plejer at gå ind i butikkerne og hente noget i løbet af dagen, men han har ikke haft overskuddet til at rykke sig væk fra stationen i dag. Jeg giver ham min flaske og hilser farvel. Rasmus’ fortælling om at sidde alene på stationen, og se sin statsminister tale til nationen – men ikke til ham – minder mig om hjemløse borgeres konstante oplevede erfaringer med marginalisering. Da jeg går, trækker han benene endnu mere ind til sig og trækker kasketten helt ned i panden.

Vil du holde dig opdateret på vores events, nyheder og nyeste udgivelser? Så kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev her.