BLOGGEN

HER FINDER DU KOMMENTARER, INDLÆG, BEGIVENHEDER OG SENESTE NYT FRA PROJEKT UDENFOR

Nyt speciale om relationsarbejde med personer i gadehjemløshed

Et nyt speciale tager gadeplansarbejdet i Projekt Udenfor under sociologisk lup.

Astrid Rosenberg, nyudklækket sociolog fra Københavns Universitet, har gennem seks ugers feltarbejde undersøgt, hvordan gadeplansmedarbejderne i deres faglige praksis skaber relationer til mennesker i gadehjemløshed.

Specialet, der har titlen Omsorg, anerkendelse og magt: En sociologisk undersøgelse af relationer i gadeplansarbejde med ”samfundets absolut udstødte ’, undersøger særligt de færdigheder, strategier og sproglige og kropslige handlinger, som gadeplansmedarbejdere gør brug af i mødet for at etablere kontakt til nye brugere:

 

”Fortrolighed med byens rum, korte og ’tilfældige’ møder såvel som succesfulde lukninger af møder er nogle af de vigtige interaktionelle værktøjer, som gadeplansarbejderne gør brug af for at skabe kontakt til og danne relationer til mennesker i hjemløshed. Samtidig former institutionelle logikker den relationelle praksis på afgørende måder”,

fortæller Astrid og fortsætter:

”Det betyder fx, at gadeplansmedarbejdernes forståelse af målgruppen, som nogle, der ofte kæmper med lavt selvværd og tidligere negative erfaringer med systemet, gennem en anerkendende tilgang i relationen kan være med til at øge brugernes selvværd. Det skaber et bedre udgangspunkt for brugerne til at handle og træffe nye valg i tilværelsen, som igen kan forbedre deres livssituation.”.

astrids speciale 1
Smack 2022, street artist
Astrids speciale 2

Astrids speciale bidrager med at sætte ord på og tydeligøre en mangeårig praksis i Projekt Udenfor, og selvom det fremhæver mange positive aspekter af det relationelle arbejde, lægger det også op til at eksperimentere med den vante tilgang:

 

”Den magt, som jeg belyser i specialet, er hvad man indenfor sociologien kalder for en “positiv” og ubemærket magtform på mikro-niveau. Magten kommer fx til udtryk ved, at gadeplansarbejderne kontrollerer den information, de giver om dem selv og hjælpen til brugerne, for at skabe en afslappende, uforpligtende og uformel atmosfære i mødet. Det er nødvendigt for at få skabt en relation til en målgruppe, der har mange, negative erfaringer med hjælpesystemer. Men jeg foreslår, at man med fordel kan eksperimentere med større gennemsigtighed, så brugerne bedre kan gennemskue, hvad gadeplansmedarbejderne egentlig kan tilbyde gennem relationen”.

 

I Projekt Udenfor har vi længe samarbejdet med studerende, der undersøger hjemløshed, social udstødelse og socialt arbejde fra forskellige vinkler. Det kan nemlig bidrage med ny viden til hjemløseområdet, og give inspiration til vores videre arbejde for at forbedre forholdende for mennesker i gadehjemløshed. Astrids speciale er ingen undtagelse.

Du kan læse specialet her.

 

Vil du holde dig opdateret på vores events, nyheder og nyeste udgivelser? Så kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev her.