BLOGGEN
HER FINDER DU KOMMENTARER, INDLÆG, BEGIVENHEDER OG SENESTE NYT FRA PROJEKT UDENFOR
Reportage: En efterårsaften med DMC
Reportagen er fra Projekt Udenfors årsberetning 2022 “Resonans ?”, som du kan finde her.
I over 20 år har DMC – Den Mobile Café serveret et måltid mad til mennesker i hjemløshed. Men hvordan foregår det i praksis, når bilen kører rundt i de Københavnske gader? Hvad går den frivillige indsats ud på, og hvem er gæsterne i caféen? Her er en beretning fra en ny medarbejders første tur i DMC og hans første møde med én, der lever på gaden.
Klokken er 16:35, da de to frivillige ankommer til Projekt Udenfors kontor på Nørrebro. Vi hilser på hinanden og hjælpes ad med at pakke dagens dampende måltid ned i store, hvide flamingokasser. Vi sikrer os, at vi har husket alt: Maden, kaffen, vand til te, bestik, to-go-bakker, kopper og alt, hvad der ellers er behov for, inden DMC ruller ud på den vanlige køretur.
I bilen forklarer de frivillige mig om ruten og om de mennesker, jeg kan forvente at møde. Unge og gamle. Danske og ikke-danske. Fortællende og stille. Diversiteten er stor og målgruppen svær at definere, men fælles er, at de alle nyder det måltid mad, vi dagligt bringer ud – og ikke mindst den kop kaffe, te eller kakao med flødeskum, de efterfølgende kan lune sig på.
Det er mildt i vejret, da vi ankommer ved turens første stop. På bænkene sidder et par af caféens gæster og venter tålmodigt på vores ankomst. Vi drejer ind på fortovet og parkerer. Hurtigt stimler fem-seks personer sammen omkring bagsmækken af bilen, der udgør DMC, hvor de danner en ustruktureret kø.
Duften af mad breder sig, da vi letter lågene på flamingokasserne. Dagens menu: Pulled pork med ovnbagte kartofler, coleslaw og et stykke brød on the side.
På første stop bliver jeg af en af gæsterne nysgerrigt spurgt ind til, hvem jeg er, hvor jeg kommer fra, om jeg har lavet maden – og hvad i alverden coleslaw er. Jeg svarer og spørger nysgerrigt tilbage. Det er min første samtale med en person, der lever på gaden. Vi snakker om kartoflerne og kålen, om stater og nationaliteter, om fodbold og om vejret. Han takker for maden og for kakaoen med flødeskum og sætter sig hen på bænken for at nyde begge dele. 20 minutter efter har den lille flok fået både mad og drikke og en lille sludder, og caféen ruller atter videre mod næste stop.
Det andet stop er anderledes – og uprøvet. En kvinde har slået sig ned i et naturområde et afsides sted i København. Det er bælgmørkt, da vi ankommer i bilen. Vi parkerer et stykke fra hendes sovested, pakker mad i en to-go-bakke og går ud i mørket. Vi ankommer til gløderne af et bål under en stor presenning, der hænger mellem de nøgne efterårstræer. Kvinden sidder ved bålet og varmer sig. Sovestedet er mere ordnet, end jeg havde forventet. Der er kunst ved indgangen og et telt under presenningerne.
Vi præsenterer os selv og afleverer maden. Hun er taknemmelig for maden men skeptisk over for os, og hvor vi kommer fra. Hun lytter opmærksomt efter, da den garvede frivillige fortæller om organisationen; hvad vi laver, og
hvem vi er. Hun tager det ind og ser ud til at tænke over, om hun fremadrettet vil have kontakt med os eller ej. Hun går med hen til bilen for at få et visitkort med informationer om os.
Ved bilen takker hun endnu en gang, men siger, at hun ikke har brug for vores hjælp – og at vi ikke behøver komme igen.
Jeg tænker, at det er ærgerligt. Hun bor alligevel et stykke fra både butikker og mennesker, så et dagligt varmt og nærende måltid ville garanteret gavne. Men naturligvis respekterer vi det. Vi noterer det i dagsrapporten, så de frivillige, som er afsted dagen efter, ikke skal forstyrre hende unødvendigt. Samtidig bliver informationerne videregivet til en gadeplansmedarbejder, som en dag kan tjekke op på hende og spørge, om der er andet, vi kan hjælpe med.
Resten af aftenen forløber uden vanskeligheder. Ved de forskellige stop møder vi mennesker, der nyder det varme måltid mad. De frivillige kender mange af dem og ikke mindst til deres historier. De snakker om løst og fast, og jeg begynder at få et indblik i den relation, de frivillige har til brugerne.
35 uddelte måltider, seks stop fordelt rundt i byen og to tomme flamingokasser senere ruller vi hjem til kontoret på Nørrebro, hvor min første tur med DMC afsluttes. At snakke med mennesker, hvis hverdag forekommer langt fra min, sætter mit eget liv i perspektiv.