Det hele hænger sammen

Hjemløsereformen fra 2023 skal implementere Housing First tilgangen, så mennesker ramt af hjemløshed ikke efterlades på herbergerne eller gaden. De skal tilbydes at komme indenfor i eget hjem og med den støtte, der skal til for, at det kan lade sig gøre. Der er bare ingen boliger at hjælpe dem videre til. I hvert fald ikke i de større byer, hvor hjemløsheden også er størst. Det er en udfordring, vi deler med resten af Europa, som vi fortæller om i indlægget Bolig, bolig, bolig! Reportage fra europæisk konference om hjemløshed. Uden adgang til betalbare boliger kommer Housing First ikke ordentligt fra start.

En anden forudsætning for Hjemløsereformens succes er, at den ikke samtidig undergraves af andre politiske beslutninger. Her står kontanthjælpsreformen fra sommeren 2025, der har trukket det økonomiske gulvtæppe væk under nogle hushold, som et alvorligt eksempel. Når kontanthjælpsydelser reduceres, mister nogle mennesker evnen til at betale deres husleje – og dermed deres hjem. I Danmark er psykisk sygdom en af de helt centrale drivkræfter bag hjemløshed, – vi må ikke lade fattigdom spille samme rolle. 

Samtidig mangler vi stadig svar på, hvordan kommunerne reelt motiveres til at prioritere de mennesker, som har længst vej ud af hjemløshed: gadesoverne. Udvidelsen af refusionsordningen i 2025 er et skridt i den rigtige retning, men jeg frygter, at gadesoverne stadig vil komme bagerst i køen, fordi de – modsat beboere på herberger – som udgangspunkt ikke udgør en umiddelbar udgift for kommunen, mens de bor på gaden. Hvis økonomiske incitamenter skal være med til at drive forandring, skal de måske tænkes mere konsekvent. 

Vi er ganske enkelt ikke i mål – og vi mangler stadig infrastruktur, der skal få hjemløsereformen til at lykkes i praksis.

10-årsplanen for psykiatrien udgør dog en vigtig brik. Den rummer et fokus på socialt udsatte borgere med komplekse psykiske lidelser og en forståelse for behovet for opsøgende, relationsbaseret gadeplansarbejde. Det er svært ikke at læse dette som en anerkendelse af den indsats, Projekt Udenfor har varetaget i mange år. Som vi beskriver i artiklen Ingen skal overlades alene, kræver det arbejde en konstant balance mellem respekt for det enkelte menneskes autonomi og pligten til at handle på uværdige levevilkår. Nogle gange tager det lang tid at opbygge den nødvendige tillid – men netop den tilgang gør det muligt at støtte mennesker ud af langvarig hjemløshed.

Det er vi bl.a. i stand til, fordi der står et hjælpesystem klar, når de mennesker, vi arbejder med, er parate til forandring. Det gør der desværre ikke for de hjemløse EU-borgere, vi også møder i vores arbejde. I 2025 udgav vi rapporten Et Underfinansieret Kludetæppe, som retter et kritisk blik på det system af hjælpetilbud, der er til rådighed for gruppen. Her dokumenterer vi, hvordan politisk modvilje og signalering om uønsket migration har efterladt socialarbejdere og sundhedspersonale i NGO’er og i det offentlige system med begrænsede handlemuligheder for at hjælpe. De knokler for at stable en hjælp på benene alligevel. Men Kan vi acceptere et parallelt velfærdssamfund? spørger vi i indlægget på side 21, der behandler centrale pointer fra rapporten.

De hjemløse EU-borgere i Danmark minder os om, at vi er en del af et større europæisk fællesskab, som har muliggjort forudsætningerne for, at de kunne rejse hertil. Det samme gør den danske EU-kommissær for Energi og Boliger Dan Jørgensen, som jeg gik en tur med i Folkets Park på Nørrebro, da han besøgte Projekt Udenfor i efteråret. Vi talte om hjemløshed og løsninger, og vi fandt fælles fodslag om et europæisk perspektiv på hjemløshed i Danmark. Besøget kom som led i Dan Jørgensens arbejde med en europæisk strategi for betalbare boliger, der blev lanceret ved udgangen af 2025. I denne årsberetnings gæsteindlæg Europa står i en boligkrise præsenterer han, hvordan han ser, at boligpolitik og hjemløshed hænger sammen.

I 2025 har vi desuden arbejdet intensivt for at styrke inklusion af hjemløse LGBT+ personer i socialsektoren. Det viste sig at være nødvendigt, da vi for nogle år siden aktivt begyndte at fokusere på hjemløshed blandt personer, der bryder med normer for køn og seksualitet. Og også på dette område er det blevet tydeligt, hvordan globale politiske strømninger kan trække tråde helt ned på gadeplan i Danmark. 

I indlægget Danmark er ingen ø: LGBT+ kompetencer er afgørende nu, sætter vi, med udgangspunkt i udgivelsen af et nyt undervisningsmateriale for fagpersoner, en fed streg under, at vi må dygtiggøre os selv, så vi sikrer LGBT+ personers ret til hjælp og ligebehandling i forbindelse med deres hjemløshedssituation. Vores projekt ‘LGBT+ Hjemløshed’, som vi afrunder i 2026, har bekræftet mig i, hvor vigtigt det er, at vi som organisation kan og tør eksperimentere og afprøve indsatser, når vi bliver opmærksomme på udstødende faktorer.

Denne årsberetning kredser derfor om en grundlæggende erkendelse: Hjemløshed er ikke noget, vi kan forstå eller bekæmpe isoleret. Ikke i én reform. Ikke i én sektor. Fænomenet er forbundet med globale udviklinger og nationale prioriteringer og ikke mindst: hvordan vi taler om, forholder os til og lever med hinanden.

Det er også derfor, at den frivillige indsats i Den Mobile Café er så central for Projekt Udenfor. Her mødes mennesker på tværs af livsvilkår. I portrættet af Jesper og Line, Om at gøre noget sammen, der har betydning for andre, kan du læse, hvordan frivillighed ikke blot skaber hjælp her og nu men også forandrer dem, der engagerer sig. 

Vi ser store politiske reformer disse år. Spørgsmålet er ikke kun, hvor de lander i praksis, men om vi formår at tænke dem sammen. Og om vi husker at spørge og lytte til dem, det hele handler om. Deres stemmer er ikke et supplement – de er selve forbindelsen mellem politik og virkelighed.

I Projekt Udenfor vil vi i 2026 insistere på at se dem. Og forbindelserne.

Tak fordi du læser med.