BLOGGEN
HER FINDER DU KOMMENTARER, INDLÆG, BEGIVENHEDER OG SENESTE NYT FRA PROJEKT UDENFOR
Kan vi acceptere et parallelt velfærdssystem?
Artiklen er fra Projekt Udenfors årsberetning 2025 “Forbundet: Hjemløshed i sammenhæng“.
I Danmark, og særligt i København, lever en gruppe mennesker i en gråzone mellem stærke politiske signaler og velfærdsidealer. Hjemløse EU-borgere møder sjældent et sammenhængende sikkerhedsnet, men et kludetæppe af løsninger båret af frivillige, NGO’er og begrænsede, ofte kortvarige, offentlige indsatser. Deres situation udfordrer ikke blot vores velfærdsmodel men også hjælpeapparatets kerneværdi: Kan vi som samfund og sektor acceptere, at den mest basale hjælp ikke er lige for alle?
EU’s frihed – og dens skyggesider
I snart 20 år har Projekt Udenfor mødt og hjulpet nødstedte EU-borgere, der er kommet til Danmark særligt efter EU-udvidelserne i 2004 og 2007. EU’s indre marked har givet unionsborgere mulighed for at bevæge sig i bogstavelig og overført forstand, fra et medlemsland til et andet og for at søge bedre livskår og et arbejde. Men nogle får aldrig fodfæste. De snubler i systemet, bliver udnyttet på arbejdsmarkedet eller bærer allerede på tung bagage i krop og sind. Resultatet er europæiske medborgere, som lever i fattigdom og hjemløshed i Danmark.
Nogle vil mene, at det fænomen, som måske lidt for unuanceret er blevet betegnet “fattigdommens frie bevægelighed” var forventeligt set i forhold til den økonomiske ulighed imellem EU-medlemslandene.
De åbne grænser har motiveret en mangfoldig arbejdsmigration særligt til byggebranchen, landbruget og rengøring, og til uformelle urbane gadeøkonomier, hvor nogle brødføder sig selv eller hele familier i hjemlandet gennem tiggeri og pantsamling. Til trods for det gennemregulerede danske arbejdsmarked, og politisk opmærksomhed på social dumping, ender mange i midlertidige, usikre, lavtlønnede jobs – eller helt uden for systemet.
Et system, der svigter
Mens Danmark har høstet fordelene af det fælles indre marked, har danske politikere undladt at tage hånd om de EU-borgere, som er havnet i en marginaliseringsspiral. Fordi de ikke har forudsætninger for at kunne navigere det danske arbejdsmarked, fordi de er blevet udnyttet af arbejdsgivere, eller fordi de kæmper med sociale og helbredsmæssige udfordringer. I stedet har staten sat værn op: begrænset adgang til socialhjælp og sundhedsydelser og kriminaliseret overlevelsesstrategier for mennesker i hjemløshed og fattigdom. Alligevel rejser EU-borgere i socialt udsatte positioner hertil.
I den kontekst har NGO’erne påtaget sig ansvaret og har forsøgt at imødekomme et voksende behov for pleje, overnatning, sundhed, mad, bad og rådgivning blandt EU-borgere i nød. Det giver sådan set god mening, for i disse organisationer findes både viden, erfaring og et ønske om at træde til.
Men hjælpen er fragmenteret og underfinansieret. I maj 2025 undersøgte Projekt Udenfor i rapporten Et Underfinansieret Kludetæppe den hjælp, der helt eller delvist er til rådighed for hjemløse EU-borgere. Rapporten dokumenterer det misforhold, der eksisterer mellem hjælpebehovet blandt hjemløse EU-borgere og forudsætninger for at løfte hjælpeopgaven. Det efterlader flere aktører på området med det indtryk, at politikerne ikke anerkender situationens alvor – eller ikke ønsker at forbedre de nødstedtes vilkår.
Måske fordi det kolliderer med større migrationspolitiske agendaer.
Velfærdsstatens grænser
Forskningen bekræfter i hvert fald sammenhængen mellem ført socialpolitik og staters bekymring for uønsket migration. Studier peger på, hvordan den øgede migration fra Central- og Østeuropa, ofte i form af billig og prekær arbejdskraft til de vestlige EU-lande, har sat særligt de skandinaviske velfærdsstaters universalitet og bæreevne til debat. For mens EU-reglerne begrænser staters politiske handlerum til at kontrollere immigrationen fra andre EU-lande, udfordrer synlig fattigdom – tiggere, flaskesamlere, mennesker, der sover på gaden – idealet om social lighed.
Som modsvar, trækker staten nationalgrænser mere processuelt gennem banale handlinger, som differentierer mellem i/legitime borgere eller rettighedsbærere. Det er en form for kontrolmekanisme rettet mod migranter, som vi også ser andre steder i verden. Det betyder, at grænsekontrollen i nogle tilfælde rykker helt ud i migranters dagligdag: når hjemløse EU-borgere skal dokumentere lovligt ophold for at få en seng i en natcafé. Når de udskrives til gaden fra akut behandling på hospitalet uden ret til videre behandling eller mulighed for restitution, fordi de ikke har et cpr-nummer. Når den eneste hjælp fra kommunen er en kop kaffe og en billet hjem.
De humanitære undtagelser – som nødovernatning, der må etableres på ny hver vinter – er ofte minimale: en madras, en kop kaffe og så ud på gaden igen næste morgen. De sikrer kropslig overlevelse, men beskytter også velfærdsstatens legitimitet udadtil.
Socialpolitikken bliver således et redskab til at holde migranterne i live men også i skak, da hjælpen både er undtagelsesvis og marginal.
Frontpersonale i klemme
I praksis lander det politiske dilemma mellem migrationskontrol og humanitære hensyn hos frontpersonale i NGO’erne, kommunerne og sundhedsvæsenet.
De møder hjemløse EU-borgere med komplekse sociale, fysiske og psykiske problematikker – og oplever strenge retningslinjer for, hvad de må tilbyde, eller en bekymring for at miste essentielle bevillinger, hvis de hjælper “de forkerte”.
Mange NGO’er må kontinuerligt søge tidsbegrænsede bevillinger, hvilket skaber usikkerhed, midlertidige indsatser og risiko for at miste dygtige medarbejdere. Stabilitet er afgørende i arbejdet med marginaliserede grupper, men svært at opretholde under disse forhold.
Fagpersoner strækker retningslinjer og regler for at hjælpe, men den hjælp, de kan tilbyde, er som regel akut og kortvarig. Den sikrer stabilisering men sjældent en vej ud af hjemløshed. Brobygning til langsigtede støtteordninger i samfundet såsom længerevarende indlæggelser, sundhedsbehandling, bolig eller sociale ydelser er ofte ikke muligt.
Fra accept til ansvar
Vi må spørge os selv: Er vi begyndt at vænne os til – eller har vi allerede accepteret – den begrænsede, substandard hjælp, vi kan tilbyde hjemløse EU-borgere? At denne gruppe simpelthen må nøjes med mindre, fordi de ikke har andre muligheder? Og er det rimeligt, at det er frontpersonale i helt basale hjælpefunktioner (i natcaféer og akutmodtagelser) der skal nægte dem adgang til mere?
I Projekt Udenfor vil vi fortsat gøre opmærksom på de parallelle hjælpeforanstaltninger, der risikerer at legitimere eksklusionen af særlige grupper fra det etablerede velfærdssystem.