BLOGGEN

HER FINDER DU KOMMENTARER, INDLÆG, BEGIVENHEDER OG SENESTE NYT FRA PROJEKT UDENFOR

Ny rapport: Relationer i opsøgende gadeplansarbejde

Fortrolighed med byens rum, opmærksomhed på overlevelsesstrategier, viden om målgruppens ruter og rutiner, særlige åbningsritualer og respekt for ”helle-steder” er blot nogle af de redskaber, der ligger i værktøjskassen hos Projekt Udenfors gadeplansmedarbejdere.

I dag udgiver vi rapporten ”Relationer i opsøgende gadeplansarbejde”, hvor vi sammen med sociolog Astrid Witt Rosenberg har sat ord på papir for at beskrive den tilgang og udfolde de metodiske greb, gadeplansmedarbejderne gør brug af i den opsøgende indsats på gaden.

I Projekt Udenfor udgør relationsarbejde kernen i den socialfaglige indsats. Det er relationen, der åbner døren for, at vi får lov til at hjælpe mennesker, der før har afvist hjælp, som lever en isoleret og barsk tilværelse på gaden, og som ofte ikke selv har initieret kontakten til os.

“Det er ikke brugerne, der skal tilpasse sig det, vi kommer og tilbyder – det er os, der efter grundige overvejelser, skal tilpasse vores indsats til dem.”
Gadeplansmedarbejder
Relationer i opsøgende
Relationer i opsøgende-2

“Da jeg næsten lige var startet i Projekt Udenfor, var jeg med en af de andre gadeplansmedarbejdere ude og lave opsøgende arbejde på gaden. På et tidspunkt går vi ind på et af bibliotekerne i byen, og jeg bemærker en mand, der sidder og læser avis. Han har en stor oppakning med sig, men derudover er han ikke iøjnefaldende. Alligevel er der noget ved ham, der gør, at jeg tænker, han godt kunne tilhøre vores målgruppe. Da vi kommer ud fra biblioteket, spørger jeg min kollega, om hun også så ham, og hun kigger på mig og svarer: »hvem af dem?«”

Sådan fortæller en gadeplansmedarbejder i rapporten Relationer i opsøgende arbejde.

Rapporten fremhæver og beskriver centrale elementer og teknikker, gadeplansmedarbejderne bruger til at identificere og opsøge mennesker i en særlig sårbar hjemløshedssituation i det offentlige rum, og dernæst til at skabe og fastholde tillidsfulde relationer.

For at relationsarbejdet er tillidsopbyggende og indgyder selvværd hos den enkelte, må gadeplansmedarbejderne sætte deres sociale- og pædagogiske faglighed i spil sammen med deres personlige interesse, indlevelsesevne og engagement. Det er også sådan, relationsarbejdet udbygges – alt sammen beskrevet på rapportens sider.

Vi håber rapporten kan fungere som både motivation og inspiration for andre socialarbejdere, der arbejder med mennesker i udsatte positioner.

→ Download rapporten her

“Hvordan motiverer man dem, der afviser kontakten, til at tage imod hjælp? Det kan man kun gøre ved at prøve igen.”
Gadeplansmedarbejder

Vil du holde dig opdateret på vores events, nyheder og nyeste udgivelser? Så kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev her.