BLOGGEN
HER FINDER DU KOMMENTARER, INDLÆG, BEGIVENHEDER OG SENESTE NYT FRA PROJEKT UDENFOR
Alle ramt af hjemløshed skal med i ny dansk hjemløseindsats
Artiklen er fra Projekt Udenfors årsberetning 2023 “Rettigheder”. Download den her.
I årenes løb har Projekt Udenfor hjulpet borgere i lejligheder, lejet værelser på pensionater, købt campingvogne og eksperimenteret med, at brugere kunne tegne og bygge egne huse. Boligindsatser er ikke kernen i vores arbejde, men en gang imellem lærer vi mennesker at kende, som, udover at være fysisk og psykisk udmattede af tilværelsen på gaden, udtrykker ønsker om et hjem. Rettighedserklæringens §1 er vigtig for vores arbejde. Den minder om, at hjemløshed ikke må accepteres som et grundvilkår i samfundet. Den giver samtidig anledning til et kritisk blik på Danmarks nye hjemløsestrategi, som kan medføre en forskelsbehandling i adgangen til passende boliger.
I november 2021 fik Danmark en ny hjemløsestrategi. Den daværende socialdemokratiske regering landede sammen med DF, SF, Enhedslisten og KD en kombineret hjemløse og boligaftale, der præsenterede en markant omlægning af den danske hjemløseindsats. Efter planen skal flere betalbare boliger tilvejebringes i de større byer, og en national implementering af Housing First skal understøtte processen med at hjælpe mennesker i hjemløshed i egen bolig med passende støtte. Vi skulle dog næsten halvvejs ind i 2023, før et lovforslag, der skal realisere strategien, blev forhandlet endeligt på plads i Folketinget. I skrivende stund, på kanten til et nyt år, skal strategien således stå sin prøve.
Vi mener dog ikke, at lovændringen sikrer vores målgruppe en Housing First-baseret indsats. Det er i bedste fald uforløst potentiale. I værste fald er det et kæmpe svigt af de mennesker, vores gadeplansmedarbejdere dagligt møder i deres arbejde.
I 2023 er syv af Projekt Udenfors brugere kommet i egen bolig, og flere af dem direkte fra gaden. For nogle har processen med at flytte indenfor været overvældende. Dels fordi tilværelsen nu skal struktureres på nye måder. Dels fordi det kan vække liv i gamle bekymringer og opleves klaustrofobisk pludselig at stå med en lejekontrakt og fire vægge omkring sig. Ikke desto mindre har det i alle tilfælde givet personerne en stabil base at komme videre i livet fra. Fælles for forløbene har desuden været, at de selv har ønsket egen bolig, og at de er kommet ud af hjemløshed gennem en fleksibel indsats, hvor vi har tilbudt praktisk hjælp og følelsesmæssig støtte i overgangsfasen.
Perspektiver fra gadeplansarbejdet i centralt forum
Derfor har vi i længere tid været fortalere for Housing First og understreget, at en bred implementering ikke må styre uden om vores målgruppe. Det har vi også pointeret i det forgangne år – bl.a. i det Nationale Partnerskab mod Hjemløshed, hvor en af Projekt Udenfors gadeplansmedarbejdere deltager i drøftelserne.
Partnerskabet består af aktører fra staten, kommuner, forskning, civilsamfund og fonde, og det har til formål at følge omlægningen på hjemløseområdet, vidensdele og feedbacke til det politiske niveau. Her bidrager Projekt Udenfors gadeplansmedarbejder med praksisnære erfaringer og pointer. En vigtig opgave for Projekt Udenfor i det forum, har været at gøre opmærksom på vores målgruppe og deres rettigheder, som risikerer at blive overset eller overtrådt i en hjemløseindsats, som i høj grad er målrettet mennesker, der bor på herberg.
Mange af dem, vi arbejder med, lever i gadehjemløshed, fordi de endegyldigt eller i perioder har fravalgt at benytte herberger og natcaféer. Det skyldes, at de af forskellige årsager har svært ved at opholde sig i de rammer, som bo- og overnatningstilbuddene tilbyder. Herberget kan være et psykisk belastende sted på grund af uro, larm, regler og det forhold, at beboere med forskellige, komplekse – og meget alvorlige – problematikker lever dør om dør og med begrænsede muligheder for privatliv. Gadehjemløshed er således ikke et tilvalg, men ofte eneste alternativ til herberget, som ikke formår at hjælpe gruppen. Det er der risiko for, at den nye hjemløseindsats heller ikke gør.
Fra én uhensigtsmæssig incitamentsstruktur til en anden
Den nye hjemløsestrategi flytter fokus og økonomi i hjemløseindsatsen væk fra herbergerne. Et helt centralt element i omlægningen er nemlig de økonomiske incitamenter, der skal understøtte, at hjemløse borgere ikke strander på herbergerne, men hurtigere end i dag hjælpes i egen bolig med en passende bostøtte.
Ifølge tal fra Danmarks Statistik har antallet af personer på herberger og forsorgshjem i perioden fra 2010-2020 været svagt stigende, mens længden af opholdene er steget markant i den periode. Tal fra 2022 viser omvendt et fald i andelen af brugere med ophold, der varer hele året. Ikke desto mindre er det fornuftigt, at hjemløsereformen understøtter en indsats, som ikke parkerer hjemløse personer på et botilbud, men er orienteret mod at hjælpe dem helt ud af hjemløshed. Herberget er tiltænkt som en midlertidig løsning på en akut situation, og derfor skal vi naturligvis have lavet om på, at mennesker lever her i et, to eller flere år.
Desværre vedrører de nye økonomiske incitamenter kun de borgere, som bor på botilbud efter Servicelovens §110. Tidligere fik kommunerne statsrefunderet 50% af deres udgifter til et ophold på en boform efter §110 – fx et herberg eller forsorgshjem – i en ubegrænset periode. Fra den 1. oktober 2023 ophørte statsrefusionen til opholdet efter 120 dage (fra 2026 sker det efter 90 dage). Derefter refunderer staten i stedet 50% af udgifterne til de specialiserede bostøttemetoder fra Housing First tilgangen, men altså kun til borgere, der er blevet udskrevet fra et 110-botilbud først. Man kunne derfor fristes til at kalde hjemløsereformen for en “herbergsreform”.
En nærliggende bekymring er, at kommunernes hjemløseindsatser i mindre grad vil tilbyde Housing First til personer uden for herberger, da der ikke følger en pose penge med fra staten. Eller at kommunerne vil finde det mere presserende at gennemføre sagsbehandlingen på borgere på herberger, da refusionen til opholdet ophører efter 120 dage. Vi risikerer med andre ord at erstatte én uhensigtsmæssig incitamentsstruktur med en anden.
Lige adgang eller “Shelter First”?
Over halvdelen af den samlede gruppe af hjemløse borgere i Danmark bor ikke på et §110 botilbud. Det gælder bl.a. gadesovere, sofasovere, boligløse indsatte som løslades fra fængsler og patienter, som står over for en udskrivning fra hospitalet uden en boligløsning parat. Selv om disse grupper ligeledes vil have gavn af en Housing First-baseret boligindsats, er de altså dårligere stillet i loven end beboere på herberger.
En anden bekymring går på, om der vil blive lavet flere henvisninger til (unødvendige) herbergsophold, fordi de udløser statsrefusion i boligindsatsen. Det følger selvsagt ikke ideen bag selve omlægningen. De fleste i vores målgruppe ville nok fortsat takke nej til en herbergsplads, og det risikerer at efterlade dem uden hjælp.
Samme problematik gælder gruppen af unge mennesker, der rammes af hjemløshed, for hvem et ophold på herberg i mange tilfælde ikke er hensigtsmæssigt. Blandt de unge er der en relativt stor gruppe af sofasovere, som hidtil har klaret sig ved at overnatte hist og pist på venners sofaer. Det er også vores erfaringer, særligt i vores LGBT+ projekt, der primært har unge brugere, at de så vidt muligt benytter sig af forskellige former for netværk i deres søgen efter overnatningsmuligheder. Det er en dårlig ide, hvis vi i Danmark systematisk begynder at sende unge mennesker forbi et herberg, hvor der er risiko for, at sociale og psykiske problemer eskalerer i en kontekst, der kan opleves kaotisk og utryg.
Selv om den reformering af hjemløseområdet, der nu for alvor er skudt i gang, i teorien giver landets kommuner mulighed for at tilbyde en Housing First-baseret indsats til alle borgere i hjemløshed, er det sandsynligt, at indsatsen efterlader vores målgruppe ved status quo. Men alle personer i hjemløshed har ret til en bolig og den støtte, det kræver at trives og blive i den, uden de har været forbi et herberg først. Derfor vil vi også på gadeplan holde øje med, om mennesker i gadehjemløshed, der i forvejen står uden for samfundets hjælpesystem, holdes ude af og bliver svigtet i en ny hjemløseindsats.