Tiggerlov og zoneforbud: Staten fortsætter med at straffe bunden af samfundet

Sidste nyt

Den 4. maj 2020 præciserede Regeringen sammen med Radikale Venstre, SF og Enhedslisten det zone- og lejrforbud, der siden 2017 i sin konsekvens har straffet hjemløse personer for at sove i det offentlige rum. Men mens reglerne om zone- og lejrforbud er blevet præciseret, er loven om 14 dages ubetinget fængselsstraf for tiggeri blevet gjort permanent. Ligesom zone- og lejreforbuddet straffer mennesker, der er nødsaget til at sove ude, straffer ’tiggerloven’ mennesker, der er nødsaget til at tigge. Begge lovgivninger er udtryk for, at den danske stat i højere og højere grad benytter sig af straf til at håndtere sociale problemer, på trods af omfattende kritik fra NGO’er.

Zoneforbuddet

Siden 2017 har det være muligt for politiet at give en bødestraf på 1.000 kroner og et zoneforbud til personer, der har opholdt sig i det, den daværende VLAK-regering definerede som en ’utryghedsskabende lejr’. Forslaget til lovændringen blev vedtaget med støtte fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, og loven har derefter gjort det muligt for politiet at bortvise den enkelte hjemløse fra en hel kommune uden forudgående advarsel, hvis de vurderer, at personen har opholdt sig i en ’utryghedsskabende lejr’.

Lovgivningen om zone- og lejrforbud er blevet kritiseret af blandt andre projekt UDENFOR, Gadejuristen og Institut for Menneskerettigheder. Kritikken har lydt, at lovgivningen var vag og upræcis. For hvornår er der fx tale om en lejr? Kan én person med sit sovegrej udgøre en lejr? Og hvornår er den ’utryghedsskabende’? Samtidig har hjemløseorganisationerne i Danmark gentagende gange rettet den kritik, at man ikke kan straffe sig ud af sociale problemer. Konsekvensen ved et zoneforbud vil snarere være, at problemer med udsathed skubbes ud af storbyen og rykker til omegnskommuner, lød det fra flere sociale aktører.

På baggrund af kritikken og en række sager, der fik mediernes opmærksomhed, hvor danske hjemløse fik bøder og zoneforbud, alene for at sove i det offentlige rum, lovede den i 2019 nyvalgte regering i et forståelsespapir, at loven om zoneforbud skulle præciseres. Statsminister Mette Frederiksen udtalte inden valget i 2019, at ”Det er helt uholdbart, at zoneforbuddet rammer danske hjemløse” og at ”fordi et par danske hjemløse lægger sig på noget pap sammen, fordi det er koldt at sove der, er det jo ikke en lejr”.

I lovteksten om zone- og lejrforbuddet står der, at hensigten med lovændringen har været, at ”…sætte ind mod udenlandske tilrejsende, som slår lejr på offentlige steder, f.eks. i parker og på offentlige veje, hvor de pågældende personer sover og opholder sig ofte i længere tid ad gangen”. Præciseringen af lovgivningen blev vedtaget den 4. maj i år, og fastslår, at der fremover kun skal sættes ind over for ’permanente’ utryghedsskabende lejre. Samtidig har aftalepartierne indført muligheden for, at politiet kan give en advarsel i stedet for et decideret zoneforbud.

I præciseringen står der, at der i vurderingen af, om en lejr er permanent, lægges vægt på den fysiske indretning. I forlængelse heraf angives tykke madrasser, overdækning samt almindelige personlige ejendele som er pakket sammen i poser, tasker eller indkøbsvogne som forhold, der kan pege på lejrens permanente karakter. I vurderingen af, om lejren er ’utryghedsskabende’, lægges der vægt på antallet af personer i lejren, om den er placeret et befærdet sted og de tilstedeværende personers generelle adfærd. Det er stadig ikke præciseret, hvorvidt én enkelt person kan udgøre en utryghedsskabende lejr, omend der står, at en lejr ”typisk” vil bestå af flere personer. (Se præciseringen her).

Mennesker, der ikke har et hjem og derfor sover på gaden og i det offentlige rum, lever i hjemløshed uanset om der er tale om danske eller udenlandske personer. Lovgivningen vil derfor fortsat kriminalisere hjemløshed, da præciseringen ikke ændrer på, at lovgivningen i sin essens stadig kriminaliserer personer, som opholder sig og sover i det offentlige rum. Det, der med præciseringen er ændret er, at politiet nu skal vurdere, om opholdsstedet har en permanent karakter, eller om det hurtigt kan pakkes sammen.

Tiggerloven

I 2017 vedtog den daværende regering med støtte fra Socialdemokratiet i samme omgang som lejr- og zoneforbuddet en lov om skærpelse af straffen for utryghedsskabende tiggeri. Med loven blev kravet om forudgående advarsel fra politiets side som en betingelse for straf for tiggeri afskaffet i tilfælde, hvor personer har tigget i gågader, ved stationer, i eller ved supermarkeder eller i offentlige transportmidler. Derudover blev straffen for tiggeri på de nævnte steder skærpet med 14 dages ubetinget fængsel.

Lovgivningen blev vedtaget med en udløbsklausul, og ville i effekt ophøre den første juli i år. Men i februar fremsatte Justitsminister Nick Hækkerup et forslag om ophævelse af udløbsklausulen. Forslaget er nu vedtaget, og det betyder, at lov om ubetinget fængselsstraf for tiggeri er permanent fra den 30. juni 2020.

Begrundelsen for at permanentgøre lovgivningen er, at ”Justitsministeriet vurderer, at lovgivningen har haft positiv effekt”. Dette baserer sig alene på Rigspolitiets vurderinger, der lyder, at ”afskaffelsen af kravet om forudgående advarsel fra politiets side samt strafskærpelsen har været med til at sikre, at der i dag er længere imellem, at borgere udsættes for utryghedsskabende tiggeri”.

I begrundelserne lægges der således vægt på, hvorvidt borgere i Danmark oplever tiggeri. Den positive effekt har dermed intet at gøre med, hvorvidt mennesker, der ser sig nødsaget til at tigge oplever en bedring, eller om de er blevet færre.

Samtidig er samtlige organisationers høringssvar til forslaget, hvori de negative konsekvenser af lovgivningen udtrykkes, blevet komplet ignoreret. Forslaget har mødt kritik fra Institut for Menneskerettigheder, SAND, Gadejuristen, SOS Racisme, Kirkens Korshær og Rådet for Socialt Udsatte. (Se høringssvarene fra organisationerne her). Kritikken går på, at lovforslaget vil føre til en de facto kriminalisering af fattigdom og hjemløshed, hvad der er internationalt kritiseret af blandt andre FN.

Udtryk for strafstaten

En lignende tilgang til sociale problemer kan findes i USA, hvor antallet af indsatte er firedoblet siden 1980erne, uden at kriminaliteten er steget tilsvarende. Årsagen er en fortsat øget brug af straf og anvendelse af private fængsler. Det sker gennem en kriminalisering af den adfærd, som man i samfundet anser som ’problematisk’, I Danmark fx det at sove i det offentlige rum eller det at tigge. Fængslet i USA fungerer på den måde som en form for ’Human Warehousing’, hvor mennesker, man ikke ønsker i sit samfund, bliver kastet ind og gemt væk.

Ifølge sociologen Löic Wacquant, der i værket ’Punishing the poor’ undersøger fremkomsten af et strafparadigme, er den øget brug af straf en tendens, der de sidste 20 år i stigende grad er kommet til Europa. Wacquant skriver dog, at USA har en liberal velfærdsmodel, i stor kontrast til den skandinaviske, og fængslet har en anden historik og kulturel status i USA end i Europa generelt. Derfor foregår straf af fattigdom primært gennem politiet og ikke fængslet i Europa (Wacquant, 2009: 24).

Nu er ’Tiggerloven’ blevet gjort permanent i Danmark, og tendensen med at benytte sig af straf via politiet, som er tilfældet i zone- og lejrforbuddet, har nu rykket sig videre til at benytte sig af fængslet og truslen om fængslet til disciplinering af grupper i samfundet, hvis adfærd opfattes som problematisk. Det kan siges at være kriminalisering i yderste led, da fængslet i Danmark med lovgivningen får potentialet til at blive et ’human warehouse’.

Ifølge Löic Wacquant er et af strafstatens kendetegn, at det bliver vigtigere for regeringen at demonstrere, at den har magten til at handle mere end det er for den at finde langvarige løsninger. Samme tendens synes at tegne sig i Danmark, hvor lovgivning der kriminaliserer udsatte grupper i samfundet hastegennemføres under fanen ”offentlig sikkerhed” – og det er uden at tænke på udsatte gruppers sikkerhed, selvom de er i risiko for reelle farer hver dag i form af vold, overfald og sygdomme.

Projekt UDENFOR mener

Både lov om zone- og lejrforbud og utryghedsskabende tiggeri er udtryk for, at den danske stat i højere og højere grad benytter sig af straf til at løse sociale problemer. Det har vidtrækkende konsekvenser for de udsatte mennesker, lovgivningen rammer, men også for resten af vores samfund. Lovgivningerne peger nemlig på en udvikling af et nyt statsparadigme, der vækker associationer til det amerikanske, og samtlige politikere og borgere bør spørge sig selv, om det virkelig er der, vi som samfund vil hen.

En præcisering af zoneforbuddet er ikke nok til at stoppe en sådan udvikling. Politiet kan nemlig stadig uden varsel og uden at have observeret ”lejren” mere end én gang udstede et zoneforbud og en bøde. Der er derfor ikke tale om en afskaffelse af straf af landets udsatte – danske såvel som udenlandske – hjemløse borgere, da det eneste, præciseringen dæmmer op for, er muligheden for advarsel inden straffen udstedes. Samtidig er 14 dages ubetinget fængsel som straf for utryghedsskabende tiggeri blevet en permanent del af dansk lovgivning.

Projekt UDENFOR mener sammen med andre sociale aktører, at en præcisering af zoneforbuddet ikke er nok, hvis man med en præcisering ønsker at undgå, at lovgivning vil ramme mennesker, der er socialt udsatte. I projekt UDENFOR har vi siden indførslen af reglerne om zone- og lejrforbud advokeret for afskaffelsen af disse med den simple begrundelse, at vi som samfund ikke kan straffe os ud af udsathed. Der er tale om mennesker med komplekse sociale problemer – det kalder på sociale løsninger. Et menneske i hjemløshed er ikke mindre hjemløs, fordi den pågældende får en bøde på 1.000 kroner og et zoneforbud eller bliver sat i fængsel i 14 dage for derefter at ende på gaden igen. Snarere er det sådan type af lovgivning, der er med til at fastholde den enkelte i en udsat position langt fra samfundets øvrige fællesskaber.

I indledningen af enighedspapiret mellem aftalepartierne om præciseringen står skrevet, at ”Vi skal hjælpe de mest udsatte og mennesker på kanten af samfundet og føre en aktiv og ambitiøs socialpolitik”. At socialpolitik overhovedet nævnes i forbindelse med straffeloven, peger på en udvikling af den danske stat, hvor straf og kriminalisering bliver centrale redsskaber til at håndtere social usikkerhed og udsathed.

Vil regeringen reelt fører en ”aktiv og ambitiøs socialpolitik”, bør den starte med at holde socialpolitiske spørgsmål ude af straffeloven.


Fakta: Zone- og lejrreglerne[1]

  • I april 2017 fik politiet af Justitsministeriet udvidede beføjelser til at bruge en ny paragraf til at slå ned på lejre i det offentlige rum. Bødestraffen fastsattes til 1.000 kr.
  • Året efter vedtog Folketinget en lov, der gør det muligt for politiet at udstede et zoneforbud på 400-800 meter oven i bødestraffen – den hjemløse person, der er blevet grebet i at bo i en ulovlig lejr, må ikke opholde sig inden for forbudszonen.
  • Senere samme år blev mulighederne for at udstede zoneforbud udvidet. Hjemløse kan nu bortvises i en hel kommune, hvor vedkommende har været en del af en utryghedsskabende lejr.
  • I 2019 fik Danmark en ny regering, der i et forståelsespapir indgået med støttepartier har lovet at præcisere lovgivningen om ’Utryghedsskabende lejre’, efter at danske hjemløse er blevet ramt af lovgivningen.

Fakta: Tiggerloven[2]

  • Begrebet ’Tiggerloven’ kom i de danske medier, da denne blev skærpet d. 21. juni 2017. Før skærpelsen kunne man ifølge straffeloven blive idømt en uges ubetinget fængsel for utryghedsskabende tiggeri, såfremt politiet tidligere havde givet vedkommende en advarsel.
  • Skærpelsen betyder, at politiet uden advarsel kan anholde en person der tigger på gågader, ved stationer, foran supermarkeder og i offentlige transportmidler. Straffen sættes nu til to ugers ubetinget fængsel.
  • I februar 2020 er udløbsklausulen på lovgivningen ophævet, og den er dermed permanent.
  • Eksempler på sager, hvor tiltalte er blevet dømt efter lovgivningen kan læses på denoffentlige.dk, og lyder fx: Retten i Roskilde, 28. juli 2017: Tiltalte tiggede ved indgangen til en S-togstation i Greve med et papkrus ved sin side, som forbipasserende lagde penge i. Et vidne havde set en forbipasserende lægge penge i koppen, hvorefter tiltalte nikkede som tak.

Fakta: Löic Wacquants ’strafstat’[3]

  • Löic Wacquant (f. 1960) er en fransk sociolog og socialantropolog, der har specialiseret sig i bysociologi med særligt fokus på fattigdom. I værket ”Punishing the poor” fra 2009 analyserer han synet på kriminalitet, straffepolitik og fængselsinstitutioner som instrumenter til styring af marginaliserede mennesker.
  • Ifølge Loïc Wacquant har øget brug af straf i USA til formål at usynliggøre de sociale problemer, som staten ikke længere har en interesse i at behandle i dybden, og fængslet opererer som det sted, uønskede mennesker i samfundet placeres og gemmes væk. Strafstaten har ifølge Wacquant seks kendetegn:  
    • Den foregiver at sætte en stopper for tidligere ’lempelig politik’ og angribe problemer med kriminalitet hovedet på sømmet, og vil håndtere offentlige gener gennem lovgivning, der overskrider straffelovens grænser og åbent ignorerer årsagerne til problemerne på samme tid.
    • En udbredelse af love og umættelige bureaukratiske innovationer og teknologiske ’gadgets’: overvågningskameraer, lokale ’crime-watch-groups’, partnerskaber ml. politi og offentlige services, mulighed for en hurtigere juridisk behandling end normalt og en udvidelse af politiets bemyndigelse.
    • Behovet for disse strafpolitikker formidles gennem en alarmerende og katastrofisk diskurs om ’usikkerhed’. Denne diskurs overdrives gennem medierne. Diskursen skaber et billede af en form for ’undtagelsestilstand’, der legitimerer midler, der er på kanten af straffelovens grænser.
    • Diskursen stigmatiserer åbenlyst hjemløse, tiggere, narkomaner, prostituerede og indvandrere, der udpeges til at være naturlige ’bærere’ af mindre lovovertrædelser, der ’forgifter’ dagligdagen, og som fører til ’urban disorder’.
    • Opfattelsen af fængslets funktion ændres. Den terapeutiske filosofi om fængslets funktion som værende rehabiliterende erstattes mere eller mindre med en styrings- og håndterings tilgang.
    • Implementeringen af disse nye strafpolitikker resulterer i en udvidelse af politiets beføjelser, hårdere og hurtigere juridiske procedure og, til sidst, en stigning af antal indsatte, udgjort af i forvejen udsatte befolkningsgrupper.

[1] Kilder: Politiken og ft.dk

[2] Kilder: ft.dk og denoffentlige.dk

[3] Kilder: Wacquant, Loïc. Punishing the poor (2009): 1-23, 292 og studierapporten ‘Den danske strafstat‘.

Relaterede nyheder

  • Anything in here will be replaced on browsers that support the canvas element