Psykisk syge hjemløse skal prioriteres i psykiatriplanen – ellers vil dansk hjemløseindsats slå fejl

Projekt Udenfors bestyrelse har sendt et åbent brev til social- og ældreminister Astrid Krag, sundhedsminister Magnus Heunicke samt Folketingets social-, sundheds- og psykiatriordførere. Brevet er en klar opfordring til at inkludere hjemløse borgere i den fremtidige psykiatriplan, der forhandles netop nu.

Regeringens nye hjemløseaftale, som samtidig er en boligaftale, indeholder flere gode initiativer, der skal nedbringe antallet af hjemløse borgere gennem en Housing First-indsats. Men det sundhedspolitiske ben mangler. Hvis vi vil afskaffe langtidshjemløshed i Danmark kræver det, at behandlingen af psykisk sygdom blandt mennesker i hjemløshed forbedres markant. Med en 10-års plan for psykiatrien har politikerne en unik mulighed for at gøre netop det.

På en togstation i Københavnsområdet står Mogens og råber. Til forbipasserende og til nogen eller noget, andre ikke kan se. En gang imellem kører han med toget til den anden ende af Sjælland for blot at vandre mellem sæderækkerne undervejs.  Han spiser kun lidt, finder mad i skraldespande og går hverken i bad eller skifter tøj. I perioder sover han på stationen i en sovepose, nogle gange bare på et stykke pap. Der står tomme flasker ved hans soveplads; han har et højt og bekymrende forbrug af alkohol. Han fremstår undertiden aggressiv og truende, og kommunens opsøgende medarbejdere synes at have opgivet at få kontakt med ham – og dermed også muligheden for at tilbyde ham hjælp.

Mogens er en af de hjemløse borgere, vi ofte møder i Projekt Udenfors arbejde: en gadesover med svær psykisk sygdom, et livstruende forbrug af rusmidler samt andre helbredsproblematikker. Og hans livssituation er desværre en del af en alvorlig samfundstendens.

Begrænset adgang til psykiatrisk behandling
Andelen af mennesker i hjemløshed, der kæmper med psykisk sygdom, er både høj og stigende. Ifølge tal fra VIVE er andelen af hjemløse med psykisk sygdom steget fra 37 procent i 2009 til hele 59 procent i 2019. Det er særligt svær psykisk sygdom, såsom skizofreni, og problemer med rusmidler, der dominerer sygdomsbilledet blandt psykisk syge hjemløse borgere. Det peger på, at psykisk sygdom ofte er med til at skubbe mennesker ud i hjemløshed – og at psykiatrien har svært ved at løfte opgaven, når det gælder socialt udsatte borgere. Erfaringerne fra Projekt Udenfors gadeplansarbejde i København vidner også om, at mange psykisk syge, hjemløse borgere ikke får rettidig eller tilstrækkelig psykiatrisk behandling.

Det er bl.a. derfor, at Mogens står og råber. Han får ikke den hjælp, som han har brug for. Egentlig har han flere psykiatriske indlæggelser bag sig. Men de er som regel først kommet i stand, når hans situation er blevet akut, eller han er blevet vurderet så farlig for sine omgivelser, at politi eller andre myndigheder har grebet ind. Svært psykisk syge borgere som Mogens kan gå i lange perioder uden at få hjælp. I stedet er de overladt til en hvileløs tilværelse på gaden, hvor de er så forpinte, at de knap kan mærke deres krop og eksempelvis vandrer rundt i bare tæer om vinteren.

Generelt er adgangen til psykiatrisk udredning og behandling vanskelig for hjemløse borgere. Det er kun få blandt denne gruppe, som kommer hos en praktiserende læge, hvorigennem en henvisning til psykiatrien typisk foregår. Når de selv møder op på akutmodtagelserne, oplever mange at blive afvist, ofte på grund af stof- eller alkoholafhængighed. Projekt Udenfors gadeplansmedarbejdere har adskillige gange måtte følge en borger til en psykiatrisk akutmodtagelse og insistere på, at vedkommende bliver indlagt.

Psykiatrien mangler viden om social udsathed
De gange, Mogens har været indlagt, har behandlingsforløbene typisk været korte. Enten fordi han er blevet udskrevet hurtigt igen, eller fordi han selv har forladt stedet i frustration og afmagt. Ofte sker det, fordi der mangler både ressourcer og viden til at hjælpe, rumme og forstå de mest socialt udsatte borgere i psykiatrien. Det skaber ubehagelige situationer, og det udgør en barriere for en god behandling. Mogens kæmper endvidere med en række fysiske helbredsproblematikker, som ofte overses i den psykiatriske behandling, og som derfor er ubehandlede samt i risiko for forværring.

En gang imellem er Mogens blevet udskrevet til gaden, andre gange er udskrivningen foretaget i samarbejde med hans hjemkommune. Men da han hverken opholder sig i eller ønsker at være tilknyttet hjemkommunen, ender han dog oftest med at forlade det botilbud, han bliver udskrevet til.

De korte og utilstrækkelige indlæggelser, udskrivninger til gaden og manglende indsigt i social udsathed er symptomer på en psykiatri, der – desværre – har svært ved at håndtere de mest psykisk syge.

Et siloopdelt velfærdssystem
Samtidigt er ansvaret spredt på mange hænder. I dag er behandlingen af psykisk sygdom nemlig et regionalt anliggende, mens kommunerne er ansvarlige for rusmiddelbehandling, ligesom den sociale støtte til udsatte borgere også er forankret her. Dette skaber en række problemer for hjemløse patienter med komplekse støttebehov og særligt for dem, der både kæmper med rusmiddelafhængighed og psykisk sygdom. De oplever at blive kastet rundt i systemet, hvor de afvises eller udskrives før tid i psykiatrien grundet rusmiddelproblematikken og nægtes behandling på misbrugscentrene på grund af psykisk sygdom.

Den velfærdspolitiske silotænkning resulterer i fragmenterede og ringe indsatser, som ikke ”kun” risikerer at forværre situationen for psykisk syge, hjemløse borgere, der ikke får den hjælp, de har behov for. Det er også en mangel ved hjemløseaftalen fra november 2021, der med Housing First vil hjælpe flere hjemløse danskere i egen bolig med fleksible og individuelt tilrettelagt sociale støtteordninger. Forskning i Housing First har nemlig entydigt vist, at indsatsen kun virker, hvis borgerne samtidigt får kvalificeret behandling af deres psykiske sygdom og rusmiddelafhængighed.

Behov for specialiserede og integrerede indsatser
Parterne bag hjemløseaftalen lægger vægt på, at kommunerne skal levere en tilstrækkelig og intensiv social indsats efter Housing First-tilgangens specialiserede bostøttemetoder. Regionernes rolle er til gengæld til at overse og nævnes kun i forbindelse med etableringen af et nationalt partnerskab, som skal følge omlægningen af hjemløseindsatsen. Behandling af psykisk sygdom eller hvordan psykiatrien kan indgå i en samlet støtteindsats, indgår slet ikke som opmærksomhedspunkt i aftalen – på trods af, at flertallet af hjemløse som nævnt kæmper med en psykisk sygdom. Det bekymrer os. For de gode intentioner bag en dansk Housing First-indsats rækker ikke til at reducere den langvarige hjemløshed, hvis ikke støtteindsatsen i den nye bolig involverer behandling af psykisk sygdom og ad den vej understøtter, at borgere med komplekse behov, herunder sårbare gadesovere som Mogens, bliver i boligen og kan skabe sig et godt liv her.

Vi anbefaler derfor, at der etableres en tværfaglig enhed, som opererer på tværs af det kommunale og regionale niveau, og som kan bygge bro mellem de sociale, somatiske og psykiatriske indsatser. Enheden bør kunne varetage specialiseret, ambulant, psykiatrisk behandling, stof- og alkoholbehandling samt socialfaglig støtte, der er tilpasset den enkelte og kan justeres undervejs. Denne enhed kan man vælge at indskrive i den nye hovedlov, da målgruppen som beskrevet har behov for sammenhængende indsatser som i dag varetages af både regionale, kommunale og statslige enheder.

Hjemløshed handler om mere end manglen på en bolig, og svær psykisk sygdom er et af de centrale problemer, der ofte tvinger mennesker ud af hjemmet. Vi ved, at deres situation forværres markant på gaden. Indsatsen mod hjemløshed skal derfor prioritere psykiatrisk behandling, ligesom den 10-års plan for psykiatrien, som i øjeblikket forhandles, absolut ikke må glemme eller negligere hjemløseområdet.

Med venlig hilsen

Bo Heide-Jochimsen
Direktør i Projekt Udenfor

På vegne af Projekt Udenfors bestyrelse

Laila Walther, forperson
Direktør i LMS – Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade

Birthe Povlsen
Medlem af Dansk Socialrådgiverforenings hovedbestyrelse og IFSW Executive Comittee

Charlotte Vange Løvstad
Lektor i socialt arbejde, Via University College

Jens Elmelund
Administrerende direktør i KAB

Lars Benjaminsen
Seniorforsker ved VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd

Robin Aagaard Jæger
Lærerstuderende 

Troels Boldt Rømer
Medicinstuderende, lægevikar og forsker i psykiatrien

Vil du holde dig opdateret på vores events, nyheder og nyeste udgivelser? Så kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev her.