En utryghedsskabende lovgivning: Interview med menneskerettighedsjurist Pia Justesen

Hvorfor tror du, at vi i Danmark ser denne kriminalisering af samfundets mest udsatte borgere?

”Overordnet skal man se kriminaliseringen af hjemløses adfærd i et større perspektiv. De sidste 20 år har vi i Danmark vedtaget lovgivning, som primært har haft til formål at ramme udlændinge. I sommeren 2017, hvor lejrforbuddet og skærpelsen af straffen for tiggeri blev vedtaget, havde flere medier bragt historier om romaer, der slog lejr i København. Det står ikke direkte i lovteksten, men det blev italesat på Folketingets talerstol, at lejrforbud og tiggeriforbud skulle ramme udenlandske tilrejsende, og det samme står i lovbemærkningerne. Intentionen bag lovgivningen er tydelig, og effekten er også, at det særligt er udenlandske hjemløse, som er blevet ramt. Her taler statistikken sit eget tydelige sprog.

En opgørelse fra Justitsministeriet viser nemlig, at der i perioden fra indførslen af lejrforbuddet til og med 2020 er rejst 554 sigtelser. I alt er 423 af dem rejst mod folk fra Rumænien. En lignende opgørelse viser, at der i samme periode var 68 fældende domme i sager om tiggeri. Ud af dem var 46 mod folk fra Rumænien”

Hvis lovgivningen ikke skal ramme hjemløse borgere, hvorfor er kriminaliseringen så problematisk?

 ”Det er vigtigt at holde fast i, at dem der i bemærkningerne kaldes ’udenlandske tilrejsende’ står i en sårbar situation som hjemløse, mens de legitimt har arbejde eller søger arbejde i Danmark. Grundlæggende tror jeg heller ikke på, at vi løser sociale problemer ved at straffe og sætte folk i fængsel. Hvis lovgivningen er ment til kun at ramme udenlandske borgere, er den desuden udtryk for diskrimination, og det er i strid med vores forpligtelser om at sikre ligebehandling. De mennesker, der kommer til Danmark og måske i en periode bor på gaden og lever af at samle flasker, er ofte EU-borgere. De har ret til at være her. Ligesom vi som danske statsborgere har ret til at arbejde og at søge arbejde i andre EU-lande.

Jeg er også bekymret for den ”spillover” effekt lovgivningen har i forhold til holdninger overfor mennesker i hjemløshed mere generelt. Lovgivningen sender meget effektfulde signaler til hele befolkningen, som hører, at det at sove ude i lejre og at tigge er utryghedsskabende. Mange personer i hjemløshed både tigger og sover ude, uanset om de er udenlandske eller danske. Og med den situation de står i, er det udtryk for aktiviteter, som de ofte er helt afhængige af for at overleve.

Når man laver en lovgivning, som siger, at det at sove udenfor eller det at tigge er utryghedsskabende, så er det snublende let at tænke, at den person som sover udenfor eller tigger er utryghedsskabende. Og så står vi med en lovgivning, som giver udtryk for, at bestemte personer i Danmark, nemlig de hjemløse, skaber utryghed – lige præcis fordi de er hjemløse.

Sådan tror jeg rigtig mange mennesker opfatter de signaler, lovgivningen sender. Og det risikerer at skubbe til holdninger generelt. Altså holdninger om at de her mennesker er mindre værd, og at man måske af den grund synes, man kan tillade sig mere over for dem. Vi har en udvikling i Danmark med stigende hadforbrydelser i det hele taget. Derfor kan jeg blive bekymret for, om der på sigt også vil komme flere hadforbrydelser overfor mennesker i hjemløshed. Og om det, som ikke nødvendigvis har karakter af hadforbrydelser, men som mere handler om nedværdigene blikke, ord og småkrænkelser i hverdagen, vil blive mere udbredt. Det er det, jeg hører fra de mennesker i hjemløshed, jeg er i kontakt med. At de i højere grad end tidligere oplever en nedværdigende attitude.”

Hvordan kan vi modarbejde en nedværdigende indstilling overfor mennesker i hjemløshed, som kriminaliseringen kan risikere at fremme?

”Først og fremmest mener jeg, at kriminaliseringen skal afskaffes. Men indtil det sker, tror jeg, at vi kan finde nogle svar i menneskerettighederne. Når kriminaliseringen kan lade sig gøre, er det fordi vi ikke tænker på de personer, den rammer, som mennesker som du og jeg. Og når jeg siger ”vi”, så er det os i majoritetssamfundet, jeg refererer til. Det er for mig at se den eneste grund til, at vi som samfund kan leve med, at folk, der i forvejen står i en ekstrem sårbar situation, mødes med fængsel og straf. Fordi vi ikke tænker på dem som nogen, der er ligesom os selv. I Danmark burde vi derfor i langt højere grad italesætte alt det, vi som mennesker har til fælles, fordi vi er mennesker.

Vi har alle sammen behov for mad, drikke, søvn, sikkerhed, tryghed og frihed. Vi vil alle gerne være sammen med vores familie og venner. Vi vil gerne have en uddannelse og et arbejde, så vi kan forsørge os selv og vores nærmeste. Vi vil gerne leve et selvstændigt liv. Det er grundlæggende behov, som alle mennesker har. De er så grundlæggende, at verdenssamfundet har fastslået dem som rettigheder i bindende internationale konventioner. En hjemløs migrant fra Rumænien har med andre ord de samme grundlæggende behov, som du og jeg har. Og de behov har vi i Danmark anerkendt som rettigheder ved at tilslutte os internationale menneskerettighedskonventioner, som vi har forpligtet os til at overholde.

Hvis vi kunne blive bedre til at tale om menneskerettigheder som noget, der er udtryk for anerkendelsesværdige behov, som vi alle har tilfælles, så er vi godt på vej. Også i forhold til at finde løsninger. Jeg tror faktisk, der er mange mennesker i Danmark, som gerne vil støtte op om en tilgang baseret på vores grundlæggende fælles behov i stedet for som nu at sætte mennesker i fængsel.”

Vil du holde dig opdateret på vores events, nyheder og nyeste udgivelser? Så kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev her.