BLOGGEN
HER FINDER DU KOMMENTARER, INDLÆG, BEGIVENHEDER OG SENESTE NYT FRA PROJEKT UDENFOR
Lovprisning af europæisk fællesskab klinger hult på gaden
Kommentaren er fra Projekt Udenfors årsberetning 2022 “Resonans ?”, som du kan finde her.
I Projekt Udenfors videns- og formidlingsindsats forsøger vi bl.a. at rette opmærksomhed på EU-borgere, der lever på gaden i Danmark. Det er ofte en barsk tilværelse, da skiftende regeringer har forsøgt at gøre deres situation i landet mere uudholdelig ved fx at begrænse adgangen til social- og sundhedshjælp. Det skrev vi om i tidsskriftet Social Kritik, der udkom i april. Senere samme forår så vi, hvordan det europæiske fællesskab, som danske politikere ikke vil stå ved, når det kommer til udsatte EU-borgere, blev hyldet af mange frem mod folkeafstemningen om en afskaffelse af forsvarsforbeholdet.
I juni 2022 kom afskaffelsen af det danske EU-forsvarsforbehold på stemmesedlen i Danmark. Ifølge Socialdemokratiet, det daværende regeringsparti, var det afgørende, at de europæiske lande stod sammen for at kunne forsvare vores fælles værdier. Sammenhold og fællesskab var nøgleord i kampagnerne hos de partier, der anbefalede et ja til afskaffelsen af forbeholdet.
Knap så meget sammenhold og fællesskab er på tale, når det kommer til at forsvare EU-borgere mod fattigdom og hjemløshed i Danmark.
En del af de mennesker i gadehjemløshed, som Projekt Udenfor arbejder med, er udsatte EU-borgere, som er strandet på gaden i Danmark. Som borgere i andre EU-medlemslande har de ret til indrejse og ophold i Danmark i en periode, men deres muligheder for at få hjælp er begrænsede. Vi er ofte vidne til en hurtig og barsk social, fysisk og psykisk deroute som konsekvens deraf. Adgangen til social støtte, herunder overnatning på herberger, er betinget af lovligt ophold, som kan være svært at dokumentere, og uden en folkeregisteradresse har de kun adgang til akut sundhedshjælp.
I Projekt Udenfor tror vi på det europæiske samarbejdes potentiale. Ikke mindst fordi hjemløshed i dagens Danmark ikke kan forstås eller stoppes, uden at vi forholder os til situationen i landene omkring os. Men når vi siger ja til mere EU (som vi gjorde det i sommer) og de værdier, som ja-partierne fremhæver, at EU står for – humanisme, solidaritet og fællesskab – bør det afspejle sig i politikken herhjemme. Også når det kommer til udsatte EU-borgere i hjemløshed.
Ifølge det nye regeringsgrundlag er der brug for et stærkt Europa i en usikker verden. Ifølge Projekt Udenfor er der akut behov for, at et stærkt og forpligtende europæisk samarbejde også kan mærkes blandt de mennesker, der lever på gaden.
Vil du holde dig opdateret på vores events, nyheder og nyeste udgivelser? Så kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev her.